Nyt luftforsvar skal hurtigt kunne opsættes på Amager

Partierne bag forsvarsforligskredsen er i dag blevet enige om placeringen af det nye jordbaserede luftforsvar. En af lokationerne bliver Aflandshage på Amager. Her skal der oprettes et såkaldt beredskabsområde for det nye luftforsvar.

Flyvestation Skalstrup ved Roskilde og Flyvestation Tirstrup på Djursland bliver de primære lokationer, hvor de mobile systemer vil befinde sig i fredstid, og hvor soldaterne og systemerne vil operere og træne i dagligdagen. Men i tilfælde af en konflikt kan luftforsvaret indsættes fleksibelt i hele Danmark – herunder på det nye beredskabsområde på Amager.

Før jul ankom det første jordbaserede luftforsvarssystem til Flyvestation Skalstrup, og forinden var personel blevet uddannet i systemet i Norge.
”Det er afgørende for Danmarks sikkerhed, at Forsvaret har de rette kapaciteter placeret, hvor de bedst opfylder de militære behov. Med beslutningen om geografisk placering af jordbaseret luftforsvar styrker vi Danmarks forsvar og kampkraft”, siger forsvarschef general Michael Wiggers Hyldgaard.  

Aflandshage ligger på sydspidsen af Amager og huser i forvejen en række af Forsvarets efterretningsfaciliteter. Området er på 157 hektar og er tidligere blevet brugt som skydeterræn.

Forsvaret byggede i 1959 et raketbatteri på Kalvebod Fælled. Her blev der opstillet 4 raketanlæg bestykket af den amerikanske type NIKE. De styrende radaranlæg blev opstillet på Kongelundsfortet, der var blevet ombygget til formålet. Raketsystemerne kunne udstyres med atomsprænghoveder. Raketbatteriets tre magasinbygninger ligger stadig for enden af Frieslandsvej – udsmykket med graffitti.

NIKE-raketsystemet blev gradvist udfaset og senere erstattet med mobile HAWK-batterier omkring København. Et af de stationære HAWK-anlæg blev placeret på Aflandshage i 1967.

Foto øverst: Forsvaret

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »