Nyt mødested i Arenakvarteret på vej

Ørestad Arenakvarter har fået støtte af Realdania til et fælleshus på Byfælleden som skal samle nabofællesskaber og aktiviteter i området.

Med det nye fælleshus får hele kvarteret et mødested, som kan give lokale fællesskaber tag over hovedet. Forventningen er, at huset bliver opført i 2026 i den nordlige del af Byfælleden ved Ørestad Skøjtehal.

“Vi håber, at huset blandt andet kan blive samlingspunkt for sanketure, fællesspisning, krea-dage, spilaftener og andre aktiviteter,” fortæller projektleder Pil Solhart fra Grundejerforeningssekretariatet, som har samlet trådene i gruppen af initiativtagere bag ansøgningen.

Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter har sammen med Fælledhusene og Nordre Fælled Kvarter ansøgt Realdania om mødestedet, som har fået navnet Fælledskabet. Det bliver af typen “Udestuen” som er indrettet med hylder, skuffer, borde, en vask samt bænke og siddenicher.
Det bliver primært bygget i genbrugs- og overskudstræ med facader i gennemsigtig plast.På billedet ses det første af i alt 150 planlagte mødesteder, som er opført i Tønder. Huset er 58 kvadratmeter stort inkl. terrasse og primært bygget i træ.

Før Fælledskabet kan blive opført, skal Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter søge byggetilladelse hos Københavns Kommune.
“Nu går det helt store arbejde i gang. Vi skal have besluttet den præcise placering, mødes med folkene i Realdania og søge de nødvendige byggetilladelser. Sideløbende skal vi have lavet en model for den fremtidige drift og vedligeholdelse, drøfte hvordan huset skal bruges i praksis – og så videre. Det glæder vi os til at komme i gang med,” udtaler Pil Solhart.

Realdania har i anledning af sit 25-års jubilæum i 2025 uddelt støtte til 150 mødesteder til foreninger og fællesskaber. Mødestederne fordeles i tre puljer, og anden runde er netop afsluttet. Der var 578 ansøgere, og Ørestad Arenakvarter var sammen med 49 andre blandt de 50 heldige vindere.
I løbet af de to første ansøgningsrunder har Realdania modtaget mere end 1.200 ansøgninger. I oktober 2025 åbner foreningen for tredje og sidste ansøgningsrunde.

Foto: Ulrik Pedersen / Tønder Kommune

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »