ØICC vil gøre mere for de unge

Børn og unge udgør en stor del af beboerne i Ørestad, ligesom mange unge hver dag går på Ørestads uddannelsesinstitutioner. Men hvad skal der til for at fastholde de unge i Ørestad i deres fritid, og hvordan kan de understøttes i at finde deres første praktikplads eller job i en lokal virksomhed? Det vil innovationsnetværket ØICC undersøge nærmere i den kommende tid.

ØICCs bestyrelse har besluttet, at innovationsnetværket skal have et øget fokus på de unge i år. Det gælder bl.a. de mange studerende på Ørestads uddannelsesinstitutioner, hvor ØICC vil understøtte en bedre kontakt til bydelens virksomheder – i forhold praktikophold, studenterjobs eller fælles projekter. Men også de mange studerende, som bor i Ørestad skal der rækkes ud til. Er det rigtigt, at de stort set kun bruge Ørestad til at sove i, men ellers tager ind til byen, så snart de har fri? Eller det bare noget man siger?

Kortlægning
Første skridt bliver at kortlægge de unges egne holdninger og adfærdsmønstre. ØICC er med til at igangsætte et nyt forskningsprojekt på Aalborg Universitet i København, som skal finde svar på spørgsmålet “Hvad har unge brug for i en ny bydel?” – bl.a. gennem interviews med unge i Ørestad. 

“Der er så mange “syns-ninger” i forhold til de unges vilkår og holdninger – så derfor bliver det godt at få noget data at forholde sig til. Vi har allerede holdt det første møde med aktører, som vil være med i projektet, bl.a DR, Field’s og Ørestad Gymnasium, og er desuden i gang med at søge fondsmidler,” fortæller direktør for ØICC, Sophie Bruun.

Foto øverst: Katarina og Emil fra Ungeværk Ørestad var inviteret til at rappe, og tale om ungdomsliv i Ørestad, da ØICC holdt nytårskur 22. januar

Netværksmøde
Til marts holder ØICC’s Netværk for Byliv et møde hvor Ungeværk Ørestad også deltager. Ungeværket er Ørestads ungdomsklub for de 13-18-årige. 

Samtidig arbejder ØICC på at etablere mere systematiserede forløb og relationer til virksomheder i Ørestad, for eksempel i forhold til hvordan virksomhederne kan rekruttere de rigtige studerende til specifikke studenteropgaver.

Studerende
“Ørestad Gymnasium afholder allerede European Business Games for deres elever, hvor bl.a. ØICC er dommere. Nu vil vi supplere med undervisning i innovation, og opbygge et innovations- og iværksætterforløb for de unge, hvis der er interesse for det,” siger Sophie Bruun.

ØICC står også for halvårlige økosystemmøder, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner bliver bragt sammen. 

Uddannelsesinstitutionerne kan efterspørge cases eller indhold til fag, som kan indgå i undervisningen, og virksomhederne kan byde ind med konkrete opgaver, muligheder for praktik eller andet, som kan være relevant for studerende. 

På møderne opstår der også muligheder, som deltagerne på forhånd ikke har tænkt over. På sidste møde blev Fælledby for eksempel fremhævet som en case, der kan følges af studerende og forskere over længere tid, for at undersøge, hvordan man skaber en ny bydel med høje ambitioner om naboskab og bæredygtighed.

Mere information
Overordnet set vil ØICC forsøge at følge to spor hvor der både er fokus på hvordan det er at bo i Ørestad, og hvordan det er at studere i Ørestad. 

“Jeg tror at vi kan blive overraskede over, hvad de unge kommer til at fortælle os. Måske er det ikke altid de fysiske rammer og tilbud, som er afgørende for dem? Men snarere at vi er mere til stede på digitale platforme, og fortæller om alt det, man faktisk kan lave i Ørestad, også efter studierne. Det var i hvert fald noget at det vi fik med fra ØICC’s nytårskur, hvor Katarina og Emil fra Ungeværk Ørestad var med. De efterlyste i høj grad mere branding og information om alt det, der allerede foregår i bydelen,” siger Sophie Bruun.

Hvis du er ung i bydelen og har lyst til at bidrage med input til ØICC’s ungesatsning, eller er virksomhed, der gerne vil have unge i praktik eller har en case, som kunne være relevant at arbejde med i en undervisningssammenhæng, må du endelig kontakte ØICC på info@oicc.dk.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »