Nu melder også uddannelsesinstitutionen SOSU H sig på banen og ønsker at være en del af den nye campus ved Hannemannskvarteret.
SOSU H har i dag adresse i Skelbækgade på Vesterbro, og udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik . Omkring 1.400 elever bliver færdiguddannet om året. Med det stigende behov for faglært arbejdskraft i sundhedssektoren forventer uddannelsesinstitutionen vækst i antallet af elever i de kommende år.
Nu har SOSU H meldt sig som interesseret i at være en den af en ny uddannelsescampus i Hannemannskvarteret i Ørestad. For få uger siden meldte den store uddannelsesinstitution TEC sig som interesseret i at flytte til Ørestad.
Nu har SOSU H fulgt trop, og sammen med By & Havn og TEC deltager de nu i dialogen med Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om den kommende lokalplan for Hannemanns Allé, som skal indeholde campus, boliger og erhverv.

Visionerne tæller fællesområder som værksteder, udearealer og kantine samt oprettelsen af et EUD-kollegie, der tilsammen kan skabe et stærkt, kreativt og inspirerende elevmiljø på tværs af forskellige uddannelser og lokalmiljø.
”Med etablering af campus i den voksende Ørestad kan vi tilbyde uddannelsesmuligheder i et attraktivt elevmiljø tæt på oplæringssteder og elever. Det mener vi, er en del af løsningen på behovet for, at flere vælger en erhvervsuddannelse. Campus er samtidig en del af SOSU H’s langsigtede strategiske indsats med at sikre en bæredygtig uddannelsesinstitution, og vi glæder os til den fortsatte proces,” udtaler Jeppe Rosengård Poulsen, direktør for SOSU H.
Det forventes at forvaltningen snart vil være klar med en såkaldt startredegørelse, som kan føre den ny campus til en realitet. SOSU H forventer at træffe beslutning om nyt byggeri i efteråret 2025.
By & Havn hilser SOSU H velkommen i samarbejdet om at tiltrække flere erhvervsuddannelser til en ny campus i Ørestad.
“Jo flere uddannelser, jo mere synergi kan der skabes på tværs af uddannelserne – og skabe liv i lokalmiljøet i Ørestad og på Amager. Vi arbejder på at flere uddannelsesinstitutioner bliver en del af samarbejdet,” udtaler Anne Skovbro, Adm. direktør i By & Havn.