Ørestad får sit eget kirkesogn – men ikke Nord

Store dele af Ørestad bliver udskilt fra Islands Brygges Sogn fra 1. december 2024. Det nye sogn, der får navnet Ørestad Sogn, kommer til at strække sig fra Vejlands Allé og syd på til Kalvebod Fælled.

Det nye sogn på 24.000 mennesker kommer til at høre til Kirken i Ørestad, som siden 2018 har haft til huse i lejede lokaler i 8-Tallet i Ørestad Syd. Men i december 2026 skal en ny kirke for Ørestad åbne i Arenakvarteret tæt ved Royal Arena. Henning Larsens tegnestue har tegnet kirken. 

Illustration: Kirkerummet i den nye Ørestad Kirke (Henning Larsen Architects)

Det nuværende Islands Brygges Sogn fortsætter som nu, men kommer til at slutte ved Vejlands Allé. Det vil sige at Ørestad Nord ikke bliver en del af Ørestad Sogn, men fortsat vil være knyttet til Islands Brygges Sogn og Hans Tausens Kirke på Bryggen. 

Det nye Ørestad Sogn bliver en realitet i forbindelse med menighedsrådsvalget i 2024. Fra 1. december 2024 og indtil den nye kirke bliver indviet, vil Ørestad Sogn få kontor i lejede lokaler på Robert Jacobsens Vej 70A. 

Ørestad skiftede i 2016 kirkesogn fra Solvang til Islands Brygge, som dermed blev til et ‘supersogn’. Allerede dengang var det planen at udskille en del af Ørestad i sit eget sogn, i forbindelse med opførelse af en kirke i Ørestad. En ny provst for Amagerbro Provsti blev også ansat, med præstebolig i Ørestad Syd.

Og nu er tiden kommet til at oprette Ørestad Sogn:
“Islands Brygges Sogn er med sine 42.000 mennesker og to kirker Danmark næststørste sogn og en meget stor enhed at administrere. Derfor har der allerede siden 2022 været et ønske fra menighedsrådet om at dele sognet i to. Vi er glade for, at det nu bliver en realitet”, udtaler formand for menighedsrådet, Jens Nielsen. 

“Beboerne og menigheden i Islands Brygges Sogn kommer ikke til at mærke den store forskel i forhold til nu. Hans Tausens Kirke er en smuk og traditionsrig bygning, og den er de senere år blevet sat i stand både inde og ude. Men på sigt vil der også ske ændringer her, blandt andet planlægger vi at opføre et nyt menighedshus tæt på kirken”, fortæller Jens Nielsen.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »