Ørestad-forfatter sætter dansk kultur under lup 

Ørestad er en international bydel med beboere fra stort set alle afkroge af verden. Det kommer til udtryk i et væld af forskellige udtryks- og omgangsformer på gader, arbejdspladser, skoler og butikker. De små kulturmøder, der foregår overalt omkring os, fascinerer Lise Thorsen, der er aktuel med en ny bog, hvor hun stiller skarpt på danskernes egen facon og hvordan udenlandske tilflyttere oplever os og vores kultur

“Danskere har ikke så store armbevægelser,” siger Lise Thorsen, mens hun slår demonstrativt ud med armene.

“Vi gestikulerer i det hele taget ikke ret meget og bruger heller ikke så meget mimik, når vi taler. Derfor kan vi være svære at læse for folk med andre kulturelle baggrunde.” 

Hun har netop udgivet bogen ‘Krig eller kærlighed?’, hvori hun gennem interviews med 12 udenlandsdanskere fra så forskellige lande som Peru, USA, Bosnien, Pakistan, Israel, Marokko, Kina etc. forsøger at belyse nogle af de aspekter af dansk kultur, som tilflyttere ofte undrer sig over eller slår sig på. 

Dansk mumlen

Hun peger især på vores sprog, som hun mener kan være meget underspillet og indforstået.

“Fordi vi ikke er så ekspressive med vores mimik eller kropssprog, kommer mange af vores hensigter til udtryk i små sproglige nuancer. Småord som ‘jo’, ‘da’, ‘vel’ og ‘vist’ kan helt ændre betydningen af en sætning. Der er for eksempel stor forskel på at sige “De glæder sig sikkert til at se dig”, som kan lyde lidt lunkent, og det mere entydige “De glæder sig HELT sikkert til at se dig”. Men den lille forskel kan være vanskelig for udlændinge at opfange,” forklarer Lise Thorsen og fortsætter:

“Vi har heller ikke noget ‘please’ eller ‘s’il vous plait’ i vores sprog. I stedet har vi forskellige småord, der udtrykker høflighed; eksempelvis ‘gerne’. “Jeg vil gerne have mere i løn” lyder langt mere høfligt og mindre krævende end “Jeg vil have mere i løn”. Det er bittesmå ting, som de fleste af os slet ikke tænker over, når vi taler med hinanden til daglig, men som kan være svære for udlændinge at afkode.” 

Hun holder en kort pause og tilføjer med et grin:

“Det hjælper heller ikke, at mange af os har en tendens til at mumle”.

Verdensborger

Lise Thorsen taler selv klart og tydeligt og er som en åben bog, når hun med fagter, ansigtsudtryk og mild latter fortæller levende om tilblivelsen af sin nye bog. Hendes nærmest udanske udtryksfuldhed vidner om et liv på farten og i kontakt med mange forskellige kulturer rundt om i verden. 

“Jeg har altid rejst meget. Ligesom så mange andre har jeg bare flippet rundt i verden, men i andre perioder har jeg også været ude i forskellige funktioner,” fortæller hun og opremser: 

“Jeg har været freelancer for dansk-støttede kulturprojekter, blandt andet i Afghanistan. Jeg har også været aktiv i DIPD (red. Dansk Institut for Partier og Demokrati) som arbejder med at udvikle og fremme demokratiske institutioner i politiske systemer og civilsamfund. Jeg har blandt andet været i Myanmar og Swaziland, som i dag hedder Eswatini. Jeg er også international valgobservatør, og har blandt andet har været i Hviderusland, Armenien og Kazakhstan.” 

Kvinder vinker man til

På sine talløse rejser begyndte Lise Thorsen at blive opmærksom på, hvordan den almindelige omgangsform ser forskellig ud afhængig af, hvor i verden man befinder sig.

“Jeg var i Australien for at besøge en ven. Han sendte en af sine venner for at hente mig i Sydney. Da jeg mødte vennen, hilste jeg på ham præcis som jeg ville gøre herhjemme: med en fremstrakt hånd. Først flere måneder senere fortalte han mig, at jeg var den første kvinde, han nogensinde havde givet hånd til, fortæller hun og fortsætter:

“I situationen kunne jeg slet ikke se på ham, at han syntes, at det var mærkeligt. Men da jeg først var blevet opmærksom på det, så så jeg det pludselig alle vegne. Kvinder var nogen, man vinkede til. Sådan var det i hvert fald dengang; det kan have ændret sig.”

Oplevelsen var med til at give Lise Thorsen en helt ny opmærksomhed på kulturelle og sociale koder, når hun rejser. Men det vækkede også en nysgerrighed efter, hvad udlændinge mon bider mærke i, når de kommer til Danmark. 

Smeltediglen Ørestad

Hun behøvede ikke at lede længe efter eksempler på de små hverdagskulturmøder. Ørestads mange internationale virksomheder og nærheden til store uddannelsesinstitutioner har været med til at befolke bydelen med udenlandske tilflyttere, expats og internationale studerende. Multikulturalismen kommer således lige forbi hendes gadedør, når skolebørn fra forskellige verdensdele går til og fra kunstgræsbanerne ved Kalvebod Fælled Skole. Og da hun skulle finde interviewpersoner til hendes bog, kunne hun starte med at ringe på hos sine naboer. 

Ring i forvejen

De 12 personer, Lise Thorsen har talt med til sin bog, kommer fra et geografisk og kulturelt bredt udsnit af verdens lande. Nogle har været i Danmark længe, og nogle er kommet hertil for relativt nyligt. Det var et bevidst valg for at få så nuanceret et blik som muligt på, hvad der vækker undren ved den danske kultur. Alligevel gik mange ting igen. 

“Danskere går meget op i at komme til tiden. Det er vigtigt for os hverken at komme for sent eller for tidligt. Og vi kommer aldrig uanmeldt”, konstaterer Lise Thorsen og tilføjer: 

“Det undrede en af mine kilder meget. Han fortalte, at hvor han kommer fra, er døren altid åben, og folk kan bare dukke op. Sådan er vi slet ikke i Danmark. Selv de aller nærmeste ringer i forvejen. Man står ikke bare pludselig i døren og forventer at kunne spise med til aften”.

Lejrbålsmentalitet

Flere af Lise Thorsens interviewpersoner fremhævede også, at det kan være svært at blive en del af fællesskabet i Danmark. 

“Vi har en lejrbålsmentalitet. Vi slår ring omkring lejrbålet, vi passer på hinanden, og vi hygger os. Men vi sidder med ryggen til, og det er svært at komme ind i kredsen. Når først man er inde i varmen, så er man til gengæld en del af flokken. 

Hvilket ansvar har vi som danskere for at hjælpe udlændinge med at lære koderne?

“Det er først og fremmest de udefrakommende, der skal gøre opmærksom på, hvad de har svært ved. For eksempel vores underspillede sprog.  Vi skal ikke spørge: “Har du fattet, hvad jeg mener”? Vi skal lade folk komme af sig selv, når der opstår tvivl. Og når det sker, skal vi være åbne og imødekommende og tale om det, forklarer Lise Thorsen og uddyber:

“Vi skal blande os med hinanden. Noget af det farligste er ghettoer, også vores egne ghettoer. Det er meget skadeligt, hvis vi kun omgås folk, der ligner os selv”.

Om Lise Thorsen

Lise Thorsen er cand.mag. og arbejder som fagbladsredaktør, selvstændig kommunikationskonsulent og underviser for organisationer, forvaltninger og private virksomheder. Lise har rejst i store dele af verden og har skrevet reportager om blandt andet kulturprojekter, kvinders vilkår og mediepolitik. Lise er aktiv i internationalt demokratiarbejde og forfatter til bogen “To verdener – et menneske” (2020). Hun er aktuelt med bogen Krig eller kærlighed?, der er udgivet via Saxo Publish og kan købes på publishapp.saxo.com.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »