Henrik Paulsen skal fra 1. marts være ny klubchef i Ørestad IF. Målet er at gøre Ørestad IF til “en af de stærkeste flerstrengede foreninger i København”.
Siden starten i 2012 har Ørestad IF været drevet af frivillige ildsjæle, men med knap 1000 medlemmer og fem underafdelinger (for hhv. fodbold, gymnastik, håndbold, løb og basket) er foreningen blevet så stor, at der er brug for en fuldtidssansat klubchef.
Derfor har foreningen netop ansat Henrik Paulsen i det nye job og han starter mandag 1. marts. Ansættelsen er blevet mulig i samarbejde med DGI, der medfinansierer stillingen som en del af deres samarbejde med Københavns Kommune ‘Flere børn i forening. Det er en fire-årig samarbejdsaftale mellem DGI Storkøbenhavn og Københavns Kommune som skal gøre at flere børn og unge møder stærke idrætsfællesskaber i deres hverdag – og inkluderes i dem.
Imponeret
Henrik Paulsen er 57 år gammel og tidligere Danmarksrekordindehaver indenfor atletik på sprintdistancen, samt landsholdsløber i 10 år. Han kommer fra en stilling som Sportschef i Sparta Atletik og Løb, hvor han var ansat 2004-2020. Han er nu blevet ny klubchef for Ørestad IF, fordi at han ønsker at afprøve nye grænser indenfor sportens verden og gerne i et miljø, hvor der er flere idrætsgrene forbundet.
”Jeg er allerede dybt imponeret over at se hvor langt Ørestad IF er nået med de ressourcer, som de har haft til rådighed og samtidig har formået at få titlen som ”Årets Idrætsforening 2019” i København. Med dette springbræt – og med udsigt til flere medlemmer og nye faciliteter i Ørestad – er det en rejse, som jeg vil glæde mig til at bidrage til i mange år fremover. Så med nytænkning, kreativitet – og en stor portion erfaring – vil jeg være med til at sætte overlæggeren højere for Ørestad IF – til gavn for både aktive og lokalsamfundet,” siger Henrik Paulsen.
Gode faciliteter trækker talenter til
Med sig fra Sparta har han 14 års erfaring med at drive en non-profit forening, som rummer alt fra: ungdom, elite, motion, event og frivilligt arbejde. Henrik Paulsen har bl.a. ført elite-atleter til store mesterskaber som OL, VM og EM. Han har også været eliteansvarlig for Copenhagen Marathon og Copenhagen Half Marathon og er grundlægger af Team Copenhagen Elite Akademi – et eliteudviklingsprogram for unge idrætstalenter. Programmet samarbejder bl.a. med Ørestad Gymnasium. Henrik Paulsen er sikker på at der er masser af idrætstalent i Ørestad, og vil også gerne udvikle eliteidrætten i bydelen. Men først gælder det om at arbejde for flere idrætsfaciliteter.
“Det er det, Ørestad IF mangler lige nu, flere faciliteter både indendørs og udendørs. Gode faciliteter tiltrækker flere medlemmer og før det muligt at oprette flere underafdelinger med nye sportsgrene i foreningen. Når det sker, vil vi også få flere ungdomsatleter, og så kan vi begynde at udvikle dem til eliteplan,” forklarer Henrik Paulsen.
Med sig fra Sparta og udviklingsarbejdet på Østerbro har han også erfaringer med at få unge til at skifte idrætsgren:
“Hvis vi kan tilbyde en bredere vifte af idrætsgrene, så er det også nemmere at finde den rigtige idrætsgren for et ungdomstalent. Jeg har oplevet unge, som f.eks. har skiftet fra gymnastik til stangspring, eller fra fodbold til basket, og netop det gjorde, at de udviklede sig til eliteidrætsudøvere”.
En stærk leder
Fællesformand for Ørestad IF, Thomas Sahl Kellberg, er meget glad for at det er lykkedes at ansætte Henrik Paulsen.
“Ørestad IF er en klub for fællesskabet og vi ønsker at være Ørestads fortrukne idrætsforening. Samtidig ønsker vi også at Ørestad IF skal være den bedste forening at være frivillig i, og det kræver en stærk leder, som kan sætte retning og skabe resultater. Med Henrik som ny klubchef til at lede hele Ørestad IF vil vi nu fortsætte vores rejse mod at blive en af de stærkeste flerstrengede foreninger i København,” siger Thomas Sahl Kellberg.
Klubhus og 11-mands bane
På mandag 1. marts vil han tage imod Henrik Paulsen og de vil starte med at gå en tur rundt i hele Ørestad og kigge på de faciliteter foreningen har i dag, og Henrik Paulsen skal også se på ‘stenlagergrunden’ ved Vestamager metrostation, som i 2022 skal udvikles til Ørestad Idrætspark med bl.a. bydelens første 11-mands fodboldbane.
“Det bliver fantastisk at kunne tilbyde spillerne en fodboldbane i ”rigtig’ størrelse. Med den medlemsfremgang, som fodboldafdelingen har, er én bane ikke nok. Men uanset hvordan vi vender og drejer stenlagergrunden, så er der kun plads til én 11-mandsbane. Det er også meget vigtigt for os som klub, at vi får vores eget sted, vores eget klubhus. Det vil være rigtig godt for fællesskabet og sammenholdet i foreningen. Og der er flere muligheder for at placere sådan et klubhus – i Byens Hus eller ved det nye idrætsanlæg på stenlagergrunden,” siger Thomas Sahl Kellberg.