Læserbrev af Mette Bugge, beboer i 8Tallet og engageret borger i Ørestad Syd.
Jeg bliver så hamrende indigneret når jeg ser på min bydel Ørestad Syd. Dengang vi flyttede hertil i 2016, jokede vi med Vestamager Station, det blev til FESTamager Station. For det var det virkelig! En FEST herude. Bydelen var i udvikling.
Ubebygget land, som havde alle muligheder for at blive en smuk og rummelig bydel. DET VILDE VEST!
Jeg åbnede selv COBRAcph, som en del af ”mulighedernes bydel”, alt kunne i min optik, lade sig gøre, vi skulle bare ville det selv som bydel.
Når jeg i dag lander på Vestamager Station og går mod min lejlighed i 8-tallet, bliver jeg forstemt.
Asger Jorns Allé er trist med trist på, eller skulle jeg skrive: trist med blæst på? At arkitekter ikke har knækket ”storm og blæst koden” endnu i Ørestad Syd er mig en GÅDE.
At By & Havn har tilladt at bydelen blev plastret til med veje der ligger vinkleret på hinanden, i stedet for at bryde kvarteret op i skæve vinkler er en endnu større gåde!!!
Jeg tager mig til hovedet!
At lokalplanen igen og igen er nedprioriteret er en KÆMPE gåde!
Endnu en ny lokalplan er på tegnebrættet, vi der købte ind på de fede lokalplaner og smukke billeder fra før 2016 er i den grad blevet trukket rundt i manegen herude! Hvad bilder politikerne sig ind?
Jeg var én af initiativtagerne til Ørestad Syd Borgerforening i 2022. Visionerne var store, ambitionerne ligeså. Der var hurtigt adgang til By & Havn og Rådhuset, NU skulle vi i gang med vigtige sager for området.
Desværre blev den første bestyrelse af Borgerforeningen splittet i atomer, det var for svært at finde et fælles fodslag. Resterne af foreningen blev drevet videre med et foodtruck område som vigtigste omdrejningspunkt. Jeg tager mig til hovedet!
Efterfølgende er det gået op for mig at det er konstruktionen i Ørestad den er gal med!
Københavns Kommune har lavet et eksperiment herude, et eksperiment ingen taler om, det er i min optik for pinligt at tale om. Jeg tror at eksperimentet opstod fordi man ville spare penge og ikke troede på at der var ret mange der ville flytte herud. Derfor lavede man en konstruktion hvor grundejerforeningerne skulle drifte området.
Fra Ørestad Grundejerforenings hjemmeside:
”I Ørestad er det grundejerforeningerne og vandlauget, og ikke kommunen, som passer og udvikler bydelens kanaler, parker, pladser og private fællesveje.
Det betyder, at når du for eksempel går en tur i Byparken eller omkring søerne i Ørestad Syd, så er det grundejerforeningen, som sørger for at holde arealerne pæne og rene, rydde dem for sne, tømme skraldespandene og fylde op med hundeposer”.
Grundejerforeningerne består af betyrelsesmedlemmer fra de enkelte grundejerforeninger.
Det vil sige at lægfolk sidder og ”syntes og mener” hvad der er bedst for bydelen!
Størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne kommer fra store erhverv herude. For eksempel DR, SKANSKA, KLP, FIELDS…. Hvilken interesse skulle de have i at lave Ørestad til den fedeste bydel for beboere??
Ja, der er et fælles sekretariat, men det virker ærlig talt temmelig tilfældigt det der foregår på gadeplan herude! Nogle bestyrelsesmedlemmer syntes og mener, et sekretariat bakker op, og så bliver der sat træer ned, planet ud og hængt hundeposer op!
Da jeg åbnede COBRAcph, var det første jeg hørte fra grundejerforeningen ”dine udemøbler overskrider det tilladte område med 10 cm”!!!
Ikke: Stort tillykke med åbningen, hvor er vi glade for at der endelig kommer lidt liv i byen, hvordan kan vi hjælpe dig så du har lyst til at blive her i mange år??….
Jeg tager mig til hovedet!
Det første man ser på Asger Jorns Allé, hvis man ellers er heldig at komme over lyskrydset på gåben, er de mange biler der dagligt holder ulovligt parkeret i midterstriben på vejen! Hvad tænker I på jer, der holder dér?
At der endnu ikke er sket en meget alvorlig ulykke på det stykke af vejen er vist mere held end forstand!
Der bliver skidt på mulige udrykninger, overblikket hos andre trafikanter, medtrafikanters fremkommelighed….
Mig mig mig og atter mig!
Jeg tager mig til hovedet over at der endnu ikke er malet store ”standsning- og parkering forbudt” skilte på vejen – eller smidt partisansøm ud hver lørdag/søndag morgen!
Hvorfor sender Københavns Kommune ikke en p-vagt eller flere herud hver weekend? Sikke en indtægt det ville give!
Hvad med Dinos Legeland? Hvorfor står de ikke derude hver lørdag/søndag og guider deres kunder hen i P-husene? Jeg tager mig til hovedet!
Længere nede af Asger Jorns Allé støder man på det mest trøstesløses Foodtruck-område.
Borgerforeningen har netop haft armene oppe over hovedet over en 3 års forlængelse af udnyttelse af pladsen. Jeg forståt godt at de har armene oppe over hovedet: det er en FED forretning!
Københavns Kommune, med By & Havn som heppekor og de egentlige bagfolk, holder Ørestad Syd og lokalplaner ude i strakt arm med et Foodtruck område.
Tag det lige ind: ”Hvis vi giver lov til at lave et foodtruck-område i Ørestad Syd, så holder de nok deres mund derude”! Du skal vide at INGEN betaler husleje for at stå på den grund. (med mindre konstruktionen er blevet lavet om for nylig).
Stadeholderne betaler husleje til Borgerforeningen, som derfor skal sørge for god ro og orden, renhold, affald, støj osv. Egentlig en ret god konstruktion for alle, særligt de borgere herude som er vilde med hurtig mad, og i særdelses hed for stadeholderne, der bliver omsat friture for en hel del kroner i de trucks.
Det er ligeledes en god forretning for Borgerforeningen, på trods af ekstremt få medlemmer af foreningen, har foreningen en stor beholdning, som skal gå retur til borgerne i Ørestad Syd, mig bekendt er der endnu ikke brugt en eneste krone på reel byudvikling.
Hoppeborg, dj’s, gratis øl, japanske kirsebærtræer foran en sushi restaurant og et juletræ foran en anden restaurant, er ikke byudvikling! Jeg tager mig til hovedet og håber at der er andre der også kan se det tåbelige i den konstruktion.
Fortsætter jeg min vandring rundt om i bydelen er en kæmpe øjebæ alt det skrald der er deponeret alle vegne. IKKE i containere, men ofte umotiveret foran containere, huse og små gyder, alle vegne hvor ingen kan se hvem der afleverer. Det er bare ikke OK!
Jeg tror at der er flere faktorer der spiller ind. For det først er der for lidt kapacitet. For det andet har mig mig mig-folket også en del af skraldet med under armen: ”hvad rager det mig? Der kommer nok nogle andre og fjerner det”. Og så tror jeg at de mange nationaliteter og den store udskiftning i bydelen har en hel del at sige her.
Vi er simpelthen ikke gode nok til at informere om sortering og skraldepolitik til vores nye naboer!
Jeg har levet med sortering hele mit liv, 55 år, og er vant til at sortere og ved hvad det betyder for miljøet og klimaet hvis jeg ikke gør! Københavns Kommune!
Kom nu! Lad alle nye danskere gennemgå et skraldekursus, og de gamle danskere der stadig ikke kan finde ud af det; skal gennemgå 2 kurser!! Jeg tager mig til hovedet!
Jeg har stadig mere jeg kunne skrive om, for eksempel narkohandel på gader og i p-huse herude. Vanvidskørsel af både billister og cyklister, bordeller i beboelsesejendomme, utallige cykeltyverier, utallige indbrud….Jeg troede at vi var en glemt bydel for lov og orden, det tror jeg stadig vi er, eller i hvert fald underprioriteret.
Prøv at låne din nabos hund og gå en tur med den om natten, så skal du bare se løjer. Ørestad Syd er bydelen der aldrig sover – mangler du et par gram til næsen, skal du ikke lede længe….
Heldigvis er der også mange skønne beretninger fra Ørestad Syd. Dem kan nogle andre få lov til at beskrive!
Jeg bliver ved med at blande mig – og husker vores politikere på at der snart er valg til pladserne i Borgerrepræsentationen. Den politiker der tør tale vores bydel op kan blive den vi alle stemmer på, uanset partifarve.
Den politiker der hæver barren for ambitionsniveauet herude, og som tør tage udfordringen op med By & Havns fejlslagne prioriteter, OG som vil love os at have Ørestad med i alt hvad han eller hun laver; kan blive den politiker med flest stemmer i byen. Jeg sætter alt ind på at der minimum er én politiker der tør.
Valgkampen er startet!