Ørestad vinder filmpris igen: Bedste film på Elevfilmfestival Øst

For andet år i træk løber elever fra Ørestad Gymnasium med hovedprisen for bedste film ved Elevfilmfestival Øst. I år er det afgangseleverne Isabella Koldby, Nanna Stegler Iversen, Caroline Arnholst, Magne Aunt og Sofus Nørby Stammerjohan fra sidste års 3.i, der vinder den fornemme pris med kortfilmen “Skud”.

Forrige weekend løb Elevfilmfestival Øst atter engang af stablen. Ved festivalen deltog 13 film fra 13 forskellige gymnasier. Ud over hovedprisen blev der uddelt priser for bedste C-niveau-film, juryprisen og publikumsprisen. Ørestad Gymnasium nominerer hvert år en film til festivalen, og igen i år fik Ørestad-elever en pris med hjem.

Isabella Koldby er både stolt og glad over at modtage den flotte pris sammen med de fire andre gymnasiekammerater:
”Vi havde nul forventninger. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til, og kendte slet ikke niveauet på de andre film. Så det var bare en kæmpe oplevelse, fortæller hun.

Prisuddelingen fandt sted i Cinemateket – et sted, der i forvejen betyder meget for gruppen ifølge Isabella:
“Vi har været i Cinemateket mange gange og set kunstfilm, som faktisk har inspireret os i arbejdet med ‘Skud’. At få lov til både at vise filmen dér og vinde en pris var virkelig stort,” forklarer hun.

Professionel anerkendelse betyder noget

Filmen “Skud” har allerede haft en flot festivalrejse. Den vandt i maj 2025 bedste film ved Ørestad Gymnasiums egen filmfestival, ASTA, og har desuden været udtaget og nomineret på Next Filmfestival i Odense, og det glæder Isabella.
“Det største for mig er anerkendelsen fra professionelle folk fra filmbranchen. At nogen, der virkelig ved noget om film, synes, det vi har lavet, er godt – det betyder virkelig meget,” siger Isabella.

Mediefag på Ørestad Gymnasium som springbræt
Isabella peger selv på mediefag på Ørestad Gymnasium som afgørende for gruppens udvikling og mod på at arbejde kreativt med film.
”Jeg er utrolig taknemmelig for at have gået på Ørestad og haft mediefag på A-niveau. Det har virkelig fået min interesse for film og kunst til at eksplodere. Man finder ud af, at man faktisk godt kan skabe noget, som andre værdsætter,” fortæller hun.

To år – to vinderfilm
Sidste år vandt Ørestad Gymnasium hovedprisen for bedste film med kortfilmen “Asken”, og med sejren til “Skud” i år cementerer skolen sin position som et af landets stærkeste gymnasier inden for elevfilm. “Hvis vi bliver ved, kan vi jo næsten lave en hel række priser,” lyder det med et grin fra Isabella.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »