31-årige forfatter Rakel Haslund-Gjerrild har midt i coronakrisen udsendt en dyster roman, der handler om angst og ensomhed, men også om skønhed og håb.
For godt et år siden flyttede den 31-årige forfatter Rakel Haslund-Gjerrild till Ørestad og det skulle vise sig at give hende ny inspiration til hendes forfatterskab og hendes nyeste bog ‘Alle himlens fugle’. Bogen handler om en ung teeanger, der lever i et dystopisk København efter en altødelæggende katastrofe. Pigen er vokset op sammen med Or, der nu er død, og pigen er helt alene i en verden, hvor hun må sørge for sig selv for at overleve.
“Jeg har skrevet flere versioner af bogen: Den første version, som jeg skrev, mens jeg boede på Nørrebro, handlede kun om en enkelt dag i pigens liv, hvor hun gik ud om morgenen og kom hjem om aftenen, og så handler bogen om hendes refleksioner over, om hvordan man kan leve helt alene via sine hverdagsrutiner. Efter jeg flyttede til Ørestad ville jeg undersøge, om hun i virkeligheden skulle på en rejse. En rejse er jo en af de mest grundlæggende fortællinger, vi har. Så derfor begynder hun at gå og forlader København for at undersøge, hvad der er tilbage, hvad er det for et samfund. Og det faldt sammen med, at jeg flyttede til Ørestad og fik mulighed for at gå dagligt i fælleden,” fortæller hun.
Rakel Haslund-Gjerrild har tidligere udsendt novellesamlingen ‘Øer’ og er medforfatter på rejseguiden ‘Turen går til Kina’. Hun har studeret kinesisk litteratur på Københavns Universitet og har de sidste tre år mere eller mindre levet af at være forfatter.
I ‘Alle himlens fugle’ spiller naturen en helt central rolle. Selv byen er blevet til natur eller et ‘byskab’, som Rakel kalder det. For pigen er bygningerne som bjerge og metroen er en kløft, hvor der løber vand.

“For mig som byboer har det været den eneste måde, jeg kunne tilgå København på. At forvandle byen til natur, og der er ingen tvivl om, at der er paralleller til Ørestad, der jo stadig står halvfærdig sine steder. Om formiddagen kan man godt opleve lidt byliv med børn, der leger, men går man en sen aftentur, så er der en øde fornemmelse, og når man ser på Ørestad ude fra Kalvebod Fælled, så får jeg en underlig følelse af natur, der støder mod by i et presforhold, man sjældent ser. Normalt er der en forstad, hvor man går fra marker til mere og mere tæt bebyggelse – forstaden opbløder forskellen mellem by og land, men sådan er det ikke i Ørestad. Det er enten eller.”
Og netop naturen og det at gå, betyder meget for den unge forfatter.
“Jeg er opvokset i Nexø på Bornholm, og har ofte gået ture i Paradis- og Helvedesbakkerne, der er utroligt smukke. Eller også er jeg gået ud til havet og har gået langs kysten. Når ens problemer vokser en over hovedet, så relativerer naturen problemerne – ikke at de løses, men man bliver en mindre del af et større hele, og dine egne problemer synes mindre. Den ro og indsigt er ikke noget, der kun sker én gang, og så bærer man den med sig. Det er en indsigt, man skal forny dagligt. Lige nu parrer viberne sig ude på Kalvebod Fælled, og at se dem hvirvle rundt i luften giver en stor glæde, som jeg kan samle op. Så det at gå er en balanceskabende faktor i mit liv.”
Det var studiet på Københavns Universitet, der trak Rakel Haslund-Gjerrild til København, men efter at den første bybegejstring har lagt sig, er ønsket om at være tættere på naturen igen blusset op.
“Jeg har længe haft en følelse af, at jeg skulle tilbage til Bornholm for at komme tættere på naturen. Efter at have boet de foregående ni år i indre by og på Nørrebro, så nåede jeg til et mætningspunkt, hvor jeg ikke kunne tåle mere by.”
Det blev dog ikke til Bornholm i denne omgang, men Ørestad, der bogstaveligt talt ligger klods op af naturen.
“Jeg har indrettet min dag, så jeg arbejder om formiddagen, og om eftermiddagen går jeg en lang tur for blandt andet at få nye idéer. Det har været en kæmpe befrielse at flytte til Ørestad. At kunne bo tre minutter fra Kalvebod Fælled og kunne være alene og kigge ud over engene med de græssende køer.”
Rakel Haslund-Gjerrild kan snildt tilbagelægge en gåtur på ti kilometer og kommer blandt andet helt ud til fuglereservatet.
“Kalvebod Fælled har en karakter af uendelighed og slette, fordi der er så fladt, og man kan se så langt. Jeg har samlet alle mulige scener derude… Det er fuglene, der har sat deres præg på bogen, mere end køerne og hjortene. Den der himmel, der er fyldt med fugle, og ved fuglereservatet er der et intenst liv. Det sneg sig også ind i teksten,” fortæller hun.

Den dag romanen blev sendt til tryk, blev det første tilfælde af covid-19 i Danmark officielt meddelt. Og bogen udkom 12. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af samfundet ned. I den aktuelle pandemi hvor folk isolerer sig, og måske er bekymrede for fremtiden, fylder bogens tema om angst og ensomhed måske mere i den almindelige bevidsthed.
“Jeg blev nervøs for, om folk ville opleve bogen trøstesløs. Jeg synes ikke selv, den er trøstesløs, men snarere et forsøg på at nærme sig dødsangst og ensomhed på. Ikke ved at gemme det væk, men ved at se det i øjnene. Ensomhed og død er ikke noget, man kan overvinde, men man kan lære sig at leve med det. Skønhed får ikke angsten til at forsvinde, men det giver nogle redskaber til at tilgå den. en jeg var bange for, at den vinkel ville drukne, og at bogen ville blive læst ind i den undergangsstemning, der hersker nu. Men jeg har hørt fra folk, som har læst bogen, at de får sat ord på en stærk ensomhedsfølelse. Bogen har givet dem en skønhedsoplevelse, der løsnede noget af ‘det ensomme ved at være ensom’.”
Rakel Haslund-Gjerrild er glad for at bo i sit kollektiv i Ressourcerækkerne.
“Normalt bor man i noget nyt, der er sjælløst, men her bor vi faktisk i et nybyggeri, der allerede er fyldt med historie. Facaden er jo en slags patchwork, men for mig minder det om et bindingsværkshus, som jeg selv er vokset op i.”
Rakel Haslund-Gjerrild er allerede godt i gang med sin næste bog. Faktisk var det en skriveblokering i forbindelse med denne nye bog, der fik hende til at kaste sig over ‘Alle himlens fugle’.
“Det bliver en historisk roman, så det er noget helt andet og meget ambitiøst, så det har været dejligt at kunne skrive ‘Alle himlens fugle’, hvor min tilgang har været anderledes og måske lidt mindre ambitiøs.”
Alle himlens fugle. Forfatter: Rakel Haslund-Gjerrild. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Antal sider: 199.