Ørestadsportræt: Ordene kommer fra 51-årige Martin Puggaard, som i september måned vandt Ørestad Ildsjælepris. Han lever og ånder for Spring Jiu-Jitsu, klubben han selv har været med til at starte og bygge op til en af Ørestads mest populære idrætsklubber, især for børn. På en måde begynder historien om Spring Jiu-Jitsu med lyden af en lastbil, som brager gennem et autoværn for 16 år siden.
Fotos: Peter Sørensen
Martin Puggard er opvokset bl.a. i Nigeria, hvor hans far var udstationeret. “Der var masser af tid til at lege og tumle. Jeg løb rundt i en stor flok børn som den eneste hvide. Det var en dejlig tid, hvor man fik lov til at være barn,” husker Martin. Som ung i Danmark arbejdede han som stilladsarbejder, brolægger og dørmand. Men en dag kom han gennem en ven i kontakt med et marketingbureau, hvor han blev oplært på syv måneder, og efter et års tid på landevejen blev han partner og leder i firmaet. “Jeg har levet et helt andet liv end jeg gør i dag. Jeg har stået foran flere hundrede mennesker og fortalt dem, hvordan du opbygger et team og en virksomhed. Vi kørte meget rundt i landet på kundebesøg, og for at åbne nye kontorer.”
Men i 2005 var Martin ude for et trafikuheld. Og igen – for at det ikke skal være løgn – i 2009. “Begge gange var jeg uden skyld i uheldene. Efter den første ulykke var jeg tæt på at dø. Jeg havde været udsat for noget der svarer til et fald fra 11. etage. En anden bilist var kørt lige ud foran os i et kryds. “Vi var på vej fra et møde til et andet. Jeg kan huske, at min eneste tanke da det skete, var “Shit, det her har vi bare overhovedet ikke tid til! Jeg fik piskesmæld – og gik i chok.” “Ved den næste ulykke i 2009 blev jeg og min chauffør påkørt af en lastbil, som bragede gennem autoværnet og ind i siden på vores bil, da vi holdt på en tankstation. Bilen rullede rundt flere gange og blev krøllet sammen. Jeg husker kun at jeg åbnede øjnene og så lige ind i det store SCANIA skilt foran på lastbilen. Men jeg husker ikke hvordan vi kom ud af bilen, det har nok været gennem bagruden. Videooptagelser viser at jeg har båret min kammerat væk fra bilen, så ambulancefolkene ikke kunne finde os i første omgang.”
“Især efter 2009 måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne arbejde på samme måde længere. Jeg har bl.a. kroniske smerter, som sætter mig ud af spillet nogle gange. Jeg har i visse situationer PTSD-syptomer. Blandt andet har jeg arbejdet med ikke gå i chok, når jeg hører den der lyd af en bus eller lastbil, som bremser og lukker luft ud.” “Der er også stadig fysiske eftervirkninger. I 2023 gik jeg rundt og var bleg og følte mig sløj. Min kone fik mig endelig til lægen, som sagde “Hvordan kan du overhovedet holde dig oprejst? Du har blodforgiftning i tyktarmen, og det må være sindssygt smertefuldt”. Og så ringede han efter en ambulance.”
Se dig ikke tilbage Martin havde forskellige fleksjobs i flere år. En dag i 2012 opsøgte han sin gamle karatetræner og mentor, som bor i Skotland, og spurgte hvad han skulle gøre. “Han vendte tilbage kort efter, og sagde, at jeg skulle komme over til ham og bo. Jeg begyndte at gå ture med hans hunde, og tage mindre smertestillende medicin. Vi begyndte at træne kampsport sammen. Jeg var der to måneder. En dag ringede han og sagde at jeg skulle melde mig ind i en bestemt klub for brasiliansk jiu-jitsu klub i København, og lære disciplinen helt fra bunden, træne hver dag og selv blive træner. “Du skal kun dyrke jiu-jitsu, og du skal undervise andre, og leve for at give noget videre. Det er det eneste der kan hjælpe dig. Gør det, og se dig ikke tilbage,” sagde han”. “Jeg gjorde som han sagde. Fik et fleksjob som rengøringsmedarbejder og handyman i klubben. Blev uddannet som træner. Gennem jiu-jitsuen fik jeg langsomt kontakt til min egen krop igen. Jeg genopfandt den. Og jeg lærte at holde fokus. Det var ren terapi.”
“Den oprindelige japanske jiu-jitsu foregår både i stående og liggende position. Bbrasiliansk jiu-jitsu kun på gulvet, næsten som i brydning. Man plejer at sige, at der minder om at “folde tøj med mennesker i”. Man kommer aldrig til skade.” “Du lærer at alle kroppe er forskellige. Så man skal prøve sig frem med sine greb. Det er ikke bare OK at fejle, du SKAL fejle, før du finder det rigtige greb.”
En klub bliver født Omkring 2020 mødte han Sune og hans familie i Ørestad. Sune blev en ven, og Sunes søn Pelle blev best-man ved Martins bryllup. Sammen med to andre forældre begyndte de at bygge klubben Spring Jiu-jitsu op fra bunden. “Under corona lukkede alting jo ned, også alle idrætsaktiviteterne for børn. Vi tænkte at vi måtte kunne tilbyde noget træning hvor alle restriktioner blev overholdt. For eksempel ved at træne udenfor med god afstand. Det blev populært, vi begyndte at lede efter flere trænere og fik senere træningstider i hallerne.
Klubben startede i det små i V-Husets beboerlokale. Efter halvandet år rykkede den til Streethallen. “Senere fik vi træningstid på gymnasiet. Jeg bar jeg selv vores måtter derover fra Streethallen og tilbage igen hver dag”. For to år siden blev der plads i den nye Bella Uno. “Og i dag har vi så mange tider i Bella Uno, at vi kan lade måtterne ligge nogle dage. Men de skal stadig vaskes og tørres ofte.”
De siger altid ja til at hjælpe For Martin er klubben blevet en uundværlig del af hans nye liv. “Bare det at træde ind i træningslokalet i Bella Uno og blive taget imod. Smerter og bekymringer forsvinder. Det er bare et stort plus til karma – hver gang.”
Han elsker at arbejde med børnene: “Børn tør ofte ikke gå i gang med noget nyt. De er bange for at fejle. Når de opdager, at de faktisk godt kan, så rykker de helt vildt. Selvtilliden vokser. Det er fantastisk at se dem vokse til små nye mennesker. “Og hvis man spørger et barn: “Vil du hjælpe mig? Vi skal hjælpe en ny, som er her første gang..” Så siger de altid ja”.
Helt vildt som Ørestad rykker “For mig er det helt fantastisk, at møde alle de glade børn i hele Ørestad, som råber “Hej, Martin” hver gang jeg er på gaden.” “Det er helt vildt hvad der sker i Ørestad. Da jeg flyttede hertil i 2015 var der jo slet ikke noget Bellakvarter, og det eneste sport her i City var et show med Flying Superkids i Byparken hver sommer. I dag er Ørestad mangfoldig og fyldt med forskellige sprog og nationaliteter. Man møder alle slags mennesker.”
“Vi har fået et sprudlende idrætsliv, selv om der stadig mangler faciliteter. Vores klub samarbejder med Ørestad IF og skolerne, laver opvisninger, holder åbent hus og deltager i kulturdag og idrætsdag. Her er et rigtig godt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden.” “Uden opbakningen fra Ørestad IF var det aldrig gået. Det gør at vi aldrig føler os alene i verden. Der er nogen som har vores ryg.”
I dag er Martin et virkelig godt sted i sit liv. I Ørestad er han blevet gift, har fundet formålet med sit liv med Spring Jiu-Jitsy, og for seks år siden kom sønnen Marley til. “Han synes at det er sjovt, at alle børn i Ørestad ved hvem jeg er!”
Både socialt og sportsligt Martin drømmer om at klubben en dag kan få sin egen facilitet med et rigtigt træningsgulv, hvor der også er omklædning og bademulighed. “Københavns Kommune er godt klar over vores behov. Det vil være dejligt at vi ikke skal rulle vores måtter ud og ind ved hver træning.
“Men først og fremmest prioriterer vi, at alle børn skal føle sig trygge. Der er en træner for hver 5-6 børn. Man starte som 3-årig, hvor forældrene er med. Det er både en social klub og en sportsklub”.
“Det er skønt at se ungerne tumle, rulle og lege. De kommer væk fra skærmene og tæt på hinanden. De bliver trygge og mere sikre på sig selv.”
