Så er det efterår – med farver fra hele paletten. Der er lysende blå himmel, gule og orange blade på træerne, flammende rød solnedgang, træer og buske der stadig er grønne. Hvad kan man mere ønske sig?
Naturklummen af Kirsten Degn
Og når så solen samtidig titter frem en gang imellem, så kan det ikke blive flottere. Men vejret skifter hurtigt, og lige i disse dage er det gråt og vådt.
Der har været rimfrost på græsset en enkelt morgen, og det føltes også koldt, men det var samtidig helt stille, så det blev en dejlig morgentur. Jeg har været hundepasser i en uge, så der er blevet gået lidt flere ture her i området.

En af de fine solskinsdage tog jeg min favoritcykeltur ned ad Kanalvej til Sydstranden, hvor jeg besøgte vores nye attraktion her i området, nemlig Søndre Pumpehus, og det var rigtig fint at besøge. Videre ad Dæmningsvejen, og hjem gennem Byskoven og Fasanskoven med de altid smukke birkestammer.
Mens jeg kørte på Dæmningsvejen så jeg en masse andefugle, og lagde særlig mærke til en lille fin andefugl med et rødligt hoved, det var en pibeand, den trækker i øjeblikket fra de nordligere lande og sydpå til varmere strøg, hvor den overvintrer, men lige nu kan vi glæde os over masser af de smukke fugle på vandet. Den har fået sit navn på grund af dens pibende fløjt.
Men ellers er denne klumme koncentreret om det flotte efterårsvejr vi har haft her i området med masser af farver. Og selv om jeg synes at kulminationen af løvfaldsfarver er lidt senere end det plejer, så kan jeg kun opfordre: Bare kom ud og nyd det!
SE FOTOGALLERI HERUNDER:

















