Første spadestik er taget til Ørestad Kirke i Arenakvarteret. Omkring 200 naboer og kirkebrugere mødte onsdag op til fest for starten på byggeriet.
Den har været længe undervejs men nu er byggeriet af Ørestad Kirke i gang på ‘Kirkegrunden’ i Arenakvarteret. Omkring 200 var mødt frem til musik, sang, hotdogs og første spadestik onsdag eftermiddag. De var enten naboer, nysgerrige og/eller brugere af de mange tilbud som Kirken i Ørestad allerede har sat i gang i Ørestad fra det midlertidige kirkerum i 8Tallet.
Foto øverst: Fra venstre ses Anders Feldbæk, direktør i Züblin, Helle Basse Larsen, arkitekt hos Henning Larsen Architects, Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, Michael Krogstrup Nissen, Provst for Amagerbro Provsti, Andreas Klein Eriksen, forman for menighedsrådet i Ørestad Sogn. Og endelig Jens Nielsen og Kirsten Lindberg, som i årevis arbejdede med byggeprojektet som medlemmer af det tidligere menighedsråd i Islands Brygge Sogn.

Kirken er den første nye kirke som bygges i København i 30 år.
“Vi står her takket være mange menneskers hårde arbejde og engagement for at få kirken gjort til virkelighed. Det har været sjovt, svært og udfordrende at være med til. Med denne kirke vil vi bygge videre på kvaliteterne i Ørestad – som et sted, hvor der er plads til at reflektere, en oase for livskvalitet midt i storbyens larm. Det er det som en kirke kan gøre med sin iboende træghed, og det har vi forsøgt at give en moderne form med denne kirke,” fortalte provst Michael Krogstrup Nissen i sin tale ved festen.

By & Havn reserverede grunden til kirkebyggeri tilbage i 2006. Lige siden har meningshedsrådet arbejdet ihærdigt med arkitektkonkurrence og udbud. Vinder af konkurrencen blev Henning Larsen Architects med deres trækirke, som har plads til både det lokale fællesskab, kultur og kirkelige handlinger.
Adm. direktør for By & Havn, Anne Skovbro, ønskede også tillykke med kirkebyggeriet.
“En kirke hører naturligt til i en hver by, også Ørestad. Jeg glæder mig til en dag at høre kirkeklokken her i kvarteret,” sagde hun.
Byggebudgettet er på 170 mio. kroner, og for de penge bliver der i første omgang ikke råd til et kirketårn med klokke, og heller ikke et kapel.

“Klokketårn og kapel er noget som vi må tilføje senere, når vi får fremskaffet fondsmidler eller andet. I første omgang åbner vi en kirke, som kan rumme alle de aktiviteter, vi allerede har startet op i Ørestad. Dertil kommer, at vi vil kunne afholde bisættelser, hvilket vi ikke kan i dag. jeg synes at den midlertidige kirke i 8Tallet har fungeret OK, men efter at Ørestad fik sit eget sogn, er vores lokaler spredt på tre adresser. Det bliver skønt at samle det hele i én kirkebygning her i Arenakvartetet,” sagde præst Rikke Weissfeld.
Kirken åbner i december 2026.
Ørestad Sogn dækker Ørestad City og Ørestad Syd. Det vil sige arealerne syd for Vejlands Allé som i dag tæller ca. 25.900 beboere. By & Havn solgte grunden til Islands Brygge Sogn i 2021. Kirkens areal bliver på 1.618 kvm. fordelt på 2 etager. Der bliver plads til 276 siddepladser i selve kirkerummet og yderligere 130 siddepladser i et kulturrum. Aaen Engineering og Rambøll er rådgivere på byggeriet og ZÜBLIN er entreprenør.


..