Ørestad har vokseværk, og de mange nye beboere har taget Metroen til sig – især omkring Bella Center, hvor metrostationen i år har haft 37 pct. flere rejsende end for to år siden.
Det viser en ny opgørelse over passagertallene på M1-metroens stationer mellem Vestamager og Islands Brygge, som Metroselskabet har lavet for Ørestad Avis.
Bella Center station er den metrostation med allerstørst passagertilvækst de seneste år. Indtil videre har 1,8 mio. passagerer rejst med Metroen på Bella Center i 2025, hvilket er 37 pct. flere end samme periode for to år siden. Foto øverst: Bella Center metrostation (Metroselskabet)
Ørestad metrostation har flest passagerer, og runder snart 3 mio. passagerer årligt. Den station, som bruges mindst, er Sundby med kun 300.000 rejsende. De seks metrostationer i Ørestad havde i 2024 i alt 11,53 mio. passagerer.

M1 til Vestamager åbnede som Københavns første metrolinje i 2002. Metroen har været omdrejningspunkt Ørestads byudvikling. De seneste fem år er der ifølge By & Havn opført 4.500 nye boliger i Ørestad og kommet 9.500 nye beboere, så befolkningstallet i dag er tæt på 30.000.
Siden de første beboere flyttede ind i Ørestad for lidt over 20 år siden, har bydelen også udviklet sig til et af Københavns mest internationale områder. Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er halvdelen af beboerne udlændinge, hvoraf mange er kommet hertil som internationale eksperter for store virksomheder som Vestas, Novo Nordisk og Nordea, der netop har domiciler i Ørestad.
| Total antal passagerer pr år. | |||
| Station | 2023 | 2024 | 2025 (til og med oktober) |
| Bella Center | 1.800.000 | 2.100.000 | 2.000.000 |
| DR Byen | 1.700.000 | 1.800.000 | 1.500.000 |
| Islands Brygge | 2.400.000 | 2.500.000 | 2.000.000 |
| Sundby | 300.000 | 300.000 | 300.000 |
| Vestamager | 2.100.000 | 2.200.000 | 2.000.000 |
| Ørestad | 2.800.000 | 2.900.000 | 2.500.000 |
Note: Passagertallet er defineret som gennemsnittet af antallet af påstigere og antallet afstigere. Det skyldes at hver passager bliver registreret to gange i metroens billetsystem – når de stiger på og når de stiger af. For ikke at tælle dem to gange, divideres summen af alle (påstiger- og afstiger-)tællinger med 2. (Metroselskabet)








