Selvfølgelig har vi set solen i løbet af vinteren, men endelig er der flere dage i træk at vi kan se den blå himmel, og høre både lærken med sine glade triller og viben med det karakteristiske “vib-vib” over Fælleden.
Men solen er ikke til at stole på – man skal næsten stå på spring for at ramme et tidspunkt hvor der er sol over fælleden. Luften er lun, og man fornemmer foråret – men jeg synes vi mangler lyset.
Og det er ikke bare en fornemmelse jeg har – iflg DMI har vi haft 1/3 mindre solskin i marts måned end normalen.
Der sker dog alligevel en masse ude i naturen, og jeg glæder mig også over de fine små følfod der står og lyser bare de får en solstråle. De små gule blomster passer til påsken.
I påskeferien skal jeg en tur i Kongelunden for at hente ramsløg, sidst jeg var der var de lige begyndt på pippe op, men der skal mange til en god gang pesto til påskefrokosten. Så det bliver et af mine projekter.
Og så skal jeg jo også have kigget til anemonerne derude, nu har jeg jo fundet ud af hvor de er, så med lidt held kan jeg nok få lidt med hjem også. Jeg har godt nok for et par år siden snydt lidt og taget nogle rodstængler af anemonerne med hjem og puttet dem i en krukke med et lag mos over – de er også på vej nu.
I det dejlige solskinsvejr onsdag eftermiddag så vi ikke mindre end 5 sommerfugle – bl.a. en citronsommerfugl, som er en af de første sommerfugle der er på vingerne. Så selv om vi kun så den ene, så varsler det alligevel om forår.

Sidste gang jeg var i Kongelunden fik jeg også et par fotos af de store fly, som kommer helt tæt på os i indflyvningen – det er lidt imponerende at se når de er lige over trætoppene.
På samme cykeltur tog jeg vejen rundt på Dæmningsvejen og var oppe på diget og kigge ud – der er stadig meget vand, men det giver jo også en masse til fuglelivet derude. Jeg talte med en af “fuglekiggerne”, og han kunne fortælle at han havde set havørnen tidligere den dag – det er endnu ikke lykkes mig at se den, men jeg giver ikke op – måske lykkes det en dag.
Jeg kan også begynde at se knopperne på mit æbletræ er begyndt at lysne i spidserne – det samme sker på den valnød jeg har et godt øje til med hensyn til grønne valnødder sidst på sommeren.

Jeg glæder mig også til at se når alle de nye træer og buske der er plantet her på Byfælleden får liv – forhåbentlig klarer de at være naboer til en flok skolebørn, som godt kan være lidt hårde ved omgivelserne.
Alt i alt er det jo en dejlig tid vi går i møde – det hele gror og grønnes og der er fuglekvidder overalt. Og så skal der holdes øje med om vi også dette forår får Sort Sol over Fælleden – jeg har ikke set forberedelserne endnu – men er optimist.





