Politi efterlyser offer

“Hjælp os: Vi har en mistænkt cykeltyv – men mangler en forurettet – er det dig?”

Sådan skriver Københavns Politi i dag på Facebook. Sagen handler om et forsøg på cykeltyveri på C.F. Møllers Allé i søndags.

Her trådte fire opmærksomme borgere til og foretog en civil anholdelse af en mand, der udstyret med en vinkelsliber var ved at stjæle en cykel. Tyveriforsøget skete ved 17-tiden ud for C.F. Møllers Allé 78 i Ørestad City.

Cyklens kvindelige ejer var også til stede og fik vristet sin cykel til sig kørte derefter fra stedet.

“Så langt så godt. Men nu har vi brug for jeres hjælp, da vi altså har en mistænkt cykeltyv, men ingen forurettet og dermed ingen sag. Det duer ikke. Så kære cykelejer, hvis du læser med derude, så kontakt os meget gerne, så vi kan gennemføre sagen mod den mistænkte mand,” skriver politiet.

Vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard udtaler:
”Vi vil gerne sige tak til de borgere, der hjalp med at forpurre et cykeltyveri, og der er ikke noget, vi hellere vil end at få stillet en gerningsmand til ansvar. I denne sag har vi en mistænkt, men vi er nødt til også at have en forurettet for at kunne gennemføre sagen, så vi håber meget på, at den kvindelige cykelejer vil kontakte os.”

Den forurettede kan ringe til politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Close