Politikere gør klar til endnu flere boliger i Ørestad

Der skal bygges flere boligblokke på op til 40 meteres højde langs med Ørestads Boulevard i Ørestad Syd.  Omkring 600 ekstra lejligheder kan være på vej. 

De nye boligblokke ud til Ørestads Boulevard skal opføres på strækningen mellem Kanalpladsen i Arenakvarteret og ned til Asger Jorns Allé i Syd. 

Byggeriet vil få et samlet etageareal på cirka 44.500 kvadratmeter. Det svarer til 600 lejligheder på 75 kvadratmeter. 

Hvis der flytter tre personer ind i hver lejlighed, vil Ørestad Syd blive beriget med omkring 1.800 ekstra beboere udover de 12.000, som i forvejen bor der, og de 17.000 som ifølge prognoserne vil bo der i 2030. 

Op til 40 meter

Det er planen at nybyggeriet  skal afslutte de to karrébebyggelser langs Robert Jacobsens Vej, så de tilsammen danner to større gårdrum, som er skærmet for støj fra Ørestads Boulevard. 

Arkitekturen og bygningshøjden skal variere, ligesom der skal være forskydninger af facaderne. 

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler at nybyggeriet får de samme bygningshøjder for boliger som i resten af Ørestad Syd – højst 34 meter. 

Dog skal det undersøges, om der kan bygges op til 40 meter (12 etager) på hjørnet ved Kanalpladsen. Det kommende byggeri Kanalgården overfor har allerede fået lov til at bygge 42 meter. 

Høring senere på året

I startredegørelsen for den nye lokalplan foreslås det, at 25 procent at de  nye boliger ved Ørestads Boulevard skal være almene boliger.

Amager Vest Lokaludvalg har haft starteredegørelsen i såkaldt intern høring. Lokaludvalget har ingen kommenater til boligbyggeriet, men understreger at der skal intænkes tilgængelighed for gangbesværede, og at bydelen skal have flere buske, træer og andet grønt. For eksmpel langs hele Ørestads Boulevard.

“Således vil en struktureret og landskabsarkitektonisk beplantning med træer langs hele vestsiden på Ørestad Boulevard være med til at understrege trafikåren som en boulevard og ikke bare som en vejstrækning, der skal tilbagelægges med størst mulig hastighed”, skriver udvalget.

Lokalplanændringen fremlægges for Borgerrepræsentationen medio 2023, og sendes så i offentlig høring i otte uger. Lokalplanen ventes endeligt vedtaget sidst på året. Men allerede 1. februar inviterer kommunen sammen med Amager Vest Lokaludvalg til borgermøde om startredegørelsen. Der følger endnu et borgermøde når den offentlige høring begynder.

Det vil politikerne:

En Starteredegørelse er det første skridt på vej mod en ændring af en lokalplan for et område i København. I dette tilfælde lokalplan 398 for Ørestad Syd. Startredegørelsen laves af Teknik- og Miljøforvaltningen og sætter rammerne for et mere detaljeret lokalplantillæg.  I den nye lokalplan (tillæg) skal der være “særlig fokus” på følgende forhold:

Boliger ved Ørestads Boulevard:
• Tilpasse nye bygningers udformning og højder til den eksisterende bebyggelse og karréer. Bygningshøjder skal være højst 34 m på matrikel 970a og højst 30 meter på matrikel 971a. Det skal undersøges, om der kan bygges op til 40 meter på hjørnet af Kanalpladsen overfor Kanalhuset.
• Sikre variation i bygningernes arkitektur, forskellige bygningshøjder og forskydninger af facader. Der skal være forskel i arkitekturen på matrikel 970a og 971a.
• Muliggøre en boligandel på op til 80 pct. af etagearealet inden for kommuneplanrammen

Understøttelse af publikumsorienteret serviceerhverv i Ørestad Syd:
• Øge den procentvise andel af stueetagerne, som skal anvendes til publikumsorienteret serviceerhverv på Asger Jorns Allé, Ejler Billes Allé og Ørestads Boulevard.
• Stueetager der er orienteret mod offentlige byrum i området kan anvendes til publikumsorienteret serviceerhverv.
• Placere 20 daginstitutionsgrupper fordelt på 3 institutioner i området, hvor der ikke kan være publikumsorienteret serviceerhverv.

Kilde: Startredegørelse for tillæg 5 til lokalplan 398 ørestad syd, januar 2023.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »