Prisvindende toner i Ørestad

Det lokale Kammerkoret Musica prøver sit musikprogram af i Kirken i Ørestad, forud for den europæiske korkonkurrence European Choir Games i Norrköping, Sverige.

Efter flere års ufrivillig pause på grund af COVID er Kammerkoret Musica nu igen klar til at deltage i en korkonkurrence, denne gang European Choir Games i Norrköping, Sverige. Men forinden giver koret en koncert i Kirken i Ørestad, hvor de vil præsentere korets konkurrenceprogram for hjemmepublikummet, så de sidste detaljer kan blive finpudset. Koncerten finder sted lørdag 28. oktober kl. 15.00.

”Vi glæder os virkelig til at tage på konkurrencerejse igen og teste vores niveau op mod de bedste kor i Europa. Koncerten er en slags generalprøve til konkurrencen, hvor vi kan folde programmet ud og sikre, at alle detaljer sidder lige i skabet”, fortæller Nina Riis, der er forperson for Kammerkoret Musica.

Direkte kvalificeret
Kammerkoret Musica, der blev stiftet i 1986 og dirigeres af Filipe Carvalheiro, er et af Københavns dygtigste kammerkor og har tidligere vundet priser for blandt andet ”Bedste kammerkor” og ”Bedste dirigent” ved korkonkurrencer i Europa.
På baggrund af prishøsten er Musica direkte kvalificeret til European Choir Games 2023, der nok bedst kan betegnes som EM i korsang. Konkurrencen samler de bedste kor fra hele Europa i forskellige kategorier som kammerkor, rytmisk kor, gospel og folkemusik. Musica skal konkurrere i kategorierne ”Kammerkor” og ”Kirkemusik”.

Korets konkurrenceprogram består af satser af bl.a. Vagn Holmboe, John Wilbye, Claude Debussy, Eric Whitacre, P. E. Lange-Müller, Morten Lauridsen, Antonio Lotti og Max Reger.

Ørestad som øvelokale
Det er første gang, Musica skal give koncert i Kirken i Ørestad, som er i samme sogn som korets “hjemkirke” Hans Tausens Kirke på Islands Brygge.

”Vi har som kor en lang tilknytning til Islands Brygges Sogn, da vi har haft Hans Tausens Kirke som øvelokale i en årrække. Her i foråret lånte vi lokaler i Kirken i Ørestad til vores prøver, mens Hans Tausens Kirke blev renoveret – så vi er rigtig glade for, at vi nu for første gang har mulighed for også at give koncert i Kirken i Ørestad”, fortsætter Nina Riis.

I dagene 2.-6. november kan man følge slagets gang i European Choir Games 2023 via Musicas Instagram-profil eller facebook.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »