Prøv en nat i naturpark Amager

I årets første efterårsweekend i september inviterer Naturpark Amager til Nat i Naturen.

‘Nat i Naturpark Amager’ vil foregå 2.-3. september ved Shelterplads Viben i den sydlige del af Pinseskoven. Her bliver der mulighed for at blive klogere på nattens natur, lave mad over bål, få gode fortællinger, og ikke mindst at overnatte under åben himmel.

“Nattens dyr og lyde er mindst lige så spændende, som dem vi kender i dagslyset. Deriblandt natsværmernes verden, som er ganske artsrig i naturparken”, fortæller naturvejleder i Naturstyrelsen Jes Aagaard, som står bag arrangementet.

Urgamle instinkter ved lejrbålet
‘Nat i Naturpark Amager’ er en del af det landsdækkende arrangement ‘Nat i Naturen’, som sigter mod at flere danskere skal prøve at opleve naturen efter solen er gået ned.

“Når vi samles om et bål vækkes der nogle urgamle instinkter og følelser i os, fra længe inden vi var udstyret med alverdens moderne bekvemmeligheder. Følelser som vi måske har glemt en lille smule”, forklarer Jes Aagaard.

Han dog taget højde for at de færreste af os er fuldt funktionsdygtige stenaldermennesker.

Hvis man ikke vil tilberede sin egen mad over bålet og selv slå sit telt op, kan man tilkøbe en bålmenu. Der er også mulighed for at leje en hængekøje eller plads i et af naturparkens store ‘lavvu’ telte. Dog med begrænsede pladser.

Mulighed for fælles transport
Bålpladsen ligger i Pinseskovens sydlige ende (lige nord for Hejresøen) Der arrangeres fælles bustransport fra Naturcenter Amager, som dog kræver at man selv kan gå de sidste 500 meter.

Arrangementet er gratis, dog koster bålmenuen 50 kroner pr kuvert, mens brug af naturparkens hængekøjer og lavvutelte koster 50 kroner pr person.

Tilmelding: naturparkamager.dk. Foto: Adam Grønne

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »