Ramsløg, anemoner og sort sol: Foråret er kommet

April 2023: Hold op der er sket meget siden sidst – det er blevet april – det har været påskeferie – det har været forårsjævndøgn, og vi er gået over til sommertid.

Ude i naturen kan man rigtig se forandringerne, græsset er blevet grønnere, knopperne på træer og buske er blevet større. Jeg har også være ude at tjekke knopperne på valnøddetræet, og det ser lovende ud. Jeg har været i Kongelunden for at plukke ramsløg til pesto, og fik også lidt anemoner med hjem.

Den 20. marts var det forårsjævndøgn, det er det tidspunkt på året hvor nat og dag er lige lange, og så går det fremad med dagens længde indtil det kulminerer omkring Sct. Hans. 

FOTOS: Kirsten Degn.

Næsten samtidig med forårsjævndøgn har vi skiftet til sommertid. Vi har siden 1980 haft permanent sommertid i Danmark, efter at have haft det i perioder under både 1. og 2. verdenskrig. Sommertiden blev indført for at kunne udnytte de lyse timer og derved spare strøm. Hvert år diskuterer man om vi bare skal have normaltid i Danmark (altså vintertid) – men det kniber med enigheden, bl.a. også fordi man gerne vil følge de lande vi sammenligner os om.

Påskeferien var vejrmæssigt fin – jeg tilbragte den ved Rødby sammen med familien som skulle i Lalandia – det skulle jeg ikke, men fik fint tiden til at gå med at gå tur ved stranden med hunden, som heller ikke skulle i badeland. Jeg elsker at gå langs stranden – det er ren meditation, både at kigge ud over vandet og at kigge ned i stenene for at se om man er heldig at finde et vættelys eller et forstenet søpindsvin. 

Og så var jeg sidst i marts nede ved Store Høj sø og så vores egen lille lokale “Sort Sol” – ja flokken var ikke stor, men det var meget fint vejr, med en flot aftenhimmel, så oplevelsen var egentlig meget bedre end billederne indikerer. Uanset hvor mange (eller få) der er i stæreflokken er det imponerende at se dem danne formationer, og når de kommer tæt på også høre vingesuset. Og bare lyset over søen i mørkningen med blishøns og ænder er smukt. Jeg har været afsted flere gange siden, og hver gang er det en oplevelse, og lyset og himlen er jo også forskellig fra gang til gang. Men nu tror jeg det er ved at være slut for denne gang.

Sort Sol forekommer både i foråret og efteråret, og varer en månedstid. Det fremkommer ved at stærene som er på vej enten til eller fra deres opholdssted, leder efter et sted at overnatte. De samles så i store flokke, og flyver i formationer for at forvirre eventuelle rovfugle, inden de lige pludselig dykker ned i rørskoven for at overnatte.

Der er også rigtig gang i fuglene i kanalerne – der er kamp om hunner og om de bedste redepladser. Og ude på fælleden kan man høre både viber og lærker.

Siden sidste klumme først i marts har vi haft vintervejr med sne, og nu er det blevet forårsagtigt, med over 10 grader om dagen, vekslende med regnvejrsdage. Det har givet travlhed i haver og på terrasser – og påskeliljer blomstrer overalt – og før vi ser os om skal vi til at tænke på at sætte kartofler og købe tomatplanter til plantekasserne – det bliver dejligt.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve