Rapport: Højere dige skal holde havet væk fra Ørestad

En højvandsport i Kalvebodløbet og et forhøjet dige med stenkastning. Sådan skal Ørestad og resten af Vestamager beskyttes imod stormflod og oversvømmelse i fremtiden.

I en ny rapport fra Sund & Bælt og Transportministeriet beskrives det hvordan det sydlige Amager skal sikres for at undgå den værst tænkelige stormflod og oversvømmelse i år 2075.

På det tidspunkt forventes det at der er brug for et sikringsniveau på op til 7,2 meter rundt om det flade, sydlige Amager. I dag er diget rundt om Sydamager på cirka 5 meter.

Rapporten anbefaler en ‘Basisløsning’ langs Vestamager i form af en forhøjelse af det eksisterende dige, der følger det nuværende digekroneforløb, men hvor udbygningen langs diget sker på skiftende sider af det eksisterende anlæg, står der i rapporten.

Det tilføjes at det “bredere fodaftryk vil betyde ændringer i det naturbeskyttede område, og anlægsarbejdet vil også kunne have stor negativ effekt på habitatnaturtyper og -arter i området. Diget vil imidlertid opretholde det større inddæmmede område som et naturområde med stor oplevelsesværdi og rekreative tilbud”.

Det foreslås at diget udformes, så “”det understøtter flere former for liv”. Diget kan skabe en alsidig overgang mellem land og vand, der understøtter forskellige arter, levesteder og økosystemer på land og i det marine miljø. En mindre stejl skrånende profil vil f.eks. udvide tidevandszonen og øge vandring af arter i lokalområdet. Diget kan også indrettes med stier og udkigspunkter.

Hele det lyseblå område vil stå under vand ved en maksimal stormflod i år 2075. Her vil den maksimale vandstand være henholdsvis 4,4 m på de sydlige delstrækninger, 3,9 m på de østlige delstrækninger, og 3,4 m på de nord- og nordøstlige delstrækninger. (Fra rapporten ‘ Stormflodssikring af København. Delrapport 2: Arbejdsgruppe for teknik, miljø og anlægsøkonomi. September 2024)

Pris: 12-13 milliarder
Det er klimaforandringerne som betyder at vi i fremtiden vil oplev flere stormfloder. Om 100 år kan oversvømmelserne i København være en meter højere end i dag, og da København er en lavtliggende storby, vil store dele af byen komme til stå under vand, fremgår det af den nye rapport offentliggjort 5. september.

Hele strækningen om København er omkring 60 kilometer, og stormflodssikringen vil være et omfattende anlæg. Byen skal sikres med en blanding af diger bygget af jord samt kystlandskaber, betonanlæg, stålkonstruktioner og mekanisk styrede porte. Det hele vil koste mellem 12 og 13 milliarder kroner.

“Vi har både mennesker, kulturelle værdier og en vigtig infrastruktur, som vi ønsker at beskytte mod de tunge vandmasser. Nogle af anlæggene i rapporten vil fylde meget i byrummet, og vi skal derfor finde ud af, hvordan vi undgår, at byen og borgerne begrænses, når vi sikrer København”, udtaler Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) i en pressemeddelelse.

Det er Sund og Bælt og Transportministeriet som i et par år har været i gang med forarbejdet til en kystsikring af Københavnsområdet – herunder kommunerne Hvidovre, Dragør, Tårnby og København. Rapporten er den anden af i alt fire delrapporter. Den samlede rapport forventes at blive offentliggjort i november eller december i år.

Hent selv delrapporten på https://sundogbaelt.dk/media/vvvnvszx/hovedrapport.pdf

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »