Et solcelleanlæg på størrelse med to fodboldbaner på Bella Centers tag vil fremover dække en tredjedel af Bella Centers strømforbrug. Solcelleanlægget bliver det største af sin slags på Sjælland.
Sjællands største tag-solcelleanlæg skal i år bygges på taget af Bella Center i Ørestad City.
Når samtlige solceller er tilsluttet, har solcelleanlægget en kapacitet på 2,79 MW. Det svarer til det årlige strømforbrug hos 537 husstande med to voksne og to børn. Og energien svarer til godt en tredjedel af strømforbruget i Bella Center og AC Bella Sky Hotel.
Helt oplagt at bruge taget
Bellagroup, der ejer Bella Center, har længe arbejdet med tiltag, der kan nedbringe energiforbruget i gruppens hoteller og venues. Under miljøtopmådet COP19 stod en enlig vindmølle og snurrede ud mod Center Boulevard. Men med de store tagflader er det helt oplagt at skabe solenergi.
“Det er helt oplagt at udnytte de mange flade tage til at skabe grøn energi, og der er ikke mange, der har så stort et tagareal som os. Derfor er vi meget begejstrede for, at vi nu kan udnytte tagets potentiale til at genere vedvarende energi til Bella Center og AC Hotel Bella Sky,” siger Christian Folden Lund, adm. direktør i Bellagroup.
Han tilføjer at Bella Center i forvejen er et af Europas mest ambitiøse kongrescentre hvad angår klima- og miljøhensyn og social bæredygtighed. Samtidig med at solcellepanelerne begynder at blive skruet fast på taget i år, skifter Bellagroup 5.500 lyskilder på AC Hotel Bella Sky ud med LED-belysning. I alt kan de to tiltag spare Bellagroups Co2-udledning for mere end 400 ton årligt.
“Klimaaftrykket er et vigtigt parameter, når vores kunder skal vælge, hvor deres store internationale konferencer skal foregå. København er allerede kendt som et grønt valg, og den position vil vi gerne udbygge. Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan blive ved med at forbedre os,” siger Christian Folden Lund.
Største projekt på Sjælland
Det er virksomheden NRGreen, som etablerer det nye solcelleanlæg på taget af Bella Center. Det kommer til at dække et areal på 16.000 kvm, hvilket svarer til to store fodboldbaner.
“Det er det største og mest ambitiøse projekt, som vi har været med til at skabe. Og det klart største af sin slags på Sjælland. Med solcelleanlægget får Bella Center grøn energi på en flade, som i forvejen ikke bliver brugt til noget. Og som ikke generer øjet eller fylder i landskabet,” siger Simon Borbiconi, partner hos NRGreen.