Med alt hvad det indebærer, grønne spirer der pibler op overalt – fuglesang på Fælleden – lyse morgener og aftener – sol på terrassen og tocifrede temperaturer midt på dagen. Og så også dage med regn og rusk.
Vi har også haft en lille flok ihærdige stærer som har lavet Sort Sol ved Store Høj, som er et meget fint sted at se det fra, for de flyver lige foran solnedgangs-himlen – det kan ikke være finere, selv om flokken ikke er stor i år.
Mens det har været vintervejr og masser af sne her i området, har vi haft en større diskussion om dådyr, vildthegn og løsgående hunde. Ikke for at tage diskussionen op igen (for nu er dådyrene jo tilbage hvor de hører til – nemlig ude på Fælleden) – men jeg synes vi skal passe på at vi ikke mister vores helt enestående frie areal med dyr og fugle. Og hundene er der jo helt eksakte bestemmelser om, det er bare ikke alle der overholder dem, hverken med hensyn til hundesnor eller efterladenskaber…

For nogle uger siden var jeg på min yndlingstur ud ad Kanalvej op ad Dæmningsvejen og hjem over Fælleden. Der var det flotteste blå lysskær over vandet og over mod Avedøreværket, og der var stadig is i vandet. Nu har jeg været den tur igen i flot solskinsvejr, og nu er isen væk, og der er fuglesang overalt i luften og gæssene trækker på himlen over mig. Svanerne hygger sig på Birkedammen og gør klar til redebygning. Ude ved Villahøj var jeg heldig at se viben i selskab med en blishøne og et flot kig ind over vores bydel som i øjeblikket ligger som en ø i det blå vand.
En dag hvor jeg vågnede tidligt, tog jeg cyklen og var en tur rundt i området her – der er et meget smukt lys når solen står lavt – der er rim i græsset og tågen ikke er lettet helt endnu. Bare en time senere er lyset et helt andet…
Overalt hvor man kigger hen kan man se forandringerne i landskabet – træerne er ved at få farve inden udspringet – de gule piletræer er så karakteristiske for denne årstid. Hvis man plukker et par birkegrene med ind i varmen sætter de efter et par dage fine lysegrønne blade, og jeg har kigget til mine anemoner under mos-dækket, de er også på vej.
Tag en tur ud i vores dejlig område, glæd jer over at der ikke er hegn imellem os og naturen – nyd de fine gule og orange farver, om ikke længe er det hele grønt. Og som vejrudsigten siger i øjeblikket så kommer solen igen – GOD PÅSKE.

















