Sådan kommer Ørestad Kirke til at se ud

Henning Larsen Architects har vundet arkitektkonkurrencen om Ørestad Kirke. Byggeriet starter så snart pavillonskolen nedtages i sommeren 2024, og kirken ventes at stå færdig i slutningen af 2026.

Ørestad Kirke  – eller Kirken i Ørestad – har siden 2018 haft til huse i 8Tallet i Ørestad Syd.

Københavns Stift købte samme år den såkaldte Kirkegrund midt i Arenakvarteret. Planen var at  bygge en permanent kirke i Ørestad.

Tidligere i år faldt finansieringen på plads, og i april måned i år udskrev stiftet en arkitektkonkurrence, som nu er vundet af Henning Larsen Architects.

Pladsen foran kirken. Illustrationer: Henning Larsen Architects

Jens Nielsen, formand for Islands Brygges Sogns menighedsråd, som Ørestad hører under, fortæller at dommerkomitéen har lagt vægt på Larsen-arkitekternes vision om at gøre kirken til et møde- og tingsted. for eksempel vil der komme en mødeplads under træerne på kirkepladsen.

”Vi har allerede mange aktiviteter ud over de traditionelle gudstjenester,  f.eks. rytmiske gudstjenester, koncerter, crossyoga, mindfulnessgudstjenester babysalmesang og foredrag. Og det er vigtigt for os at få en kirkebygning, der kan være ramme om det hele og samtidig har alt det, en kirke skal have af både stemning og funktionalitet,” udtaler han.

Kirketårn kommer senere
Sognet fik 150 min. kroner til at bygge den nye kirke. Næsten halvdelen af pengene går til grundkøb, arkitektkonkurrence, rådgivning mv. Tilbage er der 78 min. kroner til selve byggeriet, vurderer menighedsrådsformanden.
“Det betyder, at vi skal tilpasse projektet til de penge vi har. For eksempel regner vi ikke med at der kommer et klokketårn på kirken i første omgang. Men det skal kunne tilføjes senere. Sådan har det også været for kirkebyggerier tilbage i tiden, hvor selve kirkebygningen kom først, og menigheden derefter sparede op til et tårn. I Henning Larsen projektet er der også indtænkt et klokketårn, med en klokke lavet af en særlig asiatisk træsort. Den vil have en lavere og blødere lyd, i forhold til en traditionel, dansk kirkeklokke, forklarer Jens Nielsen.

Fleksibel kirke
De to præster ved Kirken i Ørestad, Rikke Weissfeld og Per Ramsdal, er begejstrede for vinderprojektet.
”Det har en skøn atmosfære, det er teologisk inviterende, og så er kirken meget fleksibel i forhold til de mange forskellige aktiviteter, vi har. Den skal også kunne rumme de mange konfirmander, der vil være de kommende år, og det kan den,” udtaler de.

Bidrager til Ørestads eksperimentelle tradition

Dommerkomiteen har ønsket sig en bygning, der spiller sammen med de høje, såvel som de lave huse, der ligger ud til kirkepladsen, og med Royal Arena, der også er nabo.
”En bygning, man ikke glemmer, når man ser den, samtidig med at den skal være en del af det omkringliggende miljø”, siger Jens Nielsen.

Kirken i Ørestad holder åbent hus med udstilling af alle konkurrenceforslag 7. oktober kl. 16 til 17.30 på Robert Jakobsens Vej 66A, stuen.

Den projektansvarlige fra Henning Larsen, arkitekt Nina La Cour Sell, vil sammen med andre ophavspersoner fra tegnestuen præsentere byggeriet og tankerne bag det. Menighedsrådet og præsterne vil også være til stede og svare på spørgsmål.

Henning Larsen har tegnet flere ikoniske bygninger både i Danmark og i udlandet – i København bl.a. Operaen på Holmen, Moesgaard Museum ved Aarhus og Udenrigsministeriet i Riyadh. Design Director Nina La Cour Sell fra Henning Larsen siger at firmaet er stolte og ydmyge over opgaven i Ørestad.

“Vi har store forventninger til, at den nye kirke bliver et samlingspunkt for både sognet og Ørestad som helhed. Det har været vores mål at skabe et bæredygtigt hus, som er helt sit eget og bidrager til Ørestads tradition for at eksperimentere med det byggede miljø,” siger hun.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »