Nyt designoplæg fra Tegnestuen BOGL viser hvordan Asger Jorns Allé i de kommende år bliver fyldt med træer og planter, nicher og opholdsmuligheder, ny belysning og muligheder for caféliv.
Det er By & Havn, som har sat BOGL-arkitekterne til at lave oplægget, og det er også By & Havn, der som byudvikler kommer til at anlægge byrummene – i dialog med Grundejerforeningen Ørestad Syd og Grundejerforeningssekretariatet. BOGL vandt efter en udbudsproces opgaven med at lave en konkret formgivning af byrummene på Asger Jorns Allé.
BOGL har taget udgangspunkt i de møder, åbne værksteder og spørgeskemaundersøgelser, som beboere og aktører i Ørestad Syd over en årrække har været inviteret til at deltage i. Her har der været et stort ønske om at få så meget grøn beplantning som muligt. Derfor lægger BOGL op til en grøn, frodig og sanselig promenade med tydelig forbindelse til Kalvebod Fælled.
“En anden ting som vi har lagt meget vægt på, er at skabe muligheder for mere byliv og flere mødesteder for beboerne. Der skal være flere steder hvor man har lyst til at slå sig ned. For eksempel hvor der er læ! Med hensyn til det grønne, så har vi sat det absolut maksimale areal ind i planen til bede, træer, buske og ikke mindst træerne midt i alléen” fortæller projektleder i By & Havn, Jane Hegner Mortensen.
Illustration øverst: Desigprojekt for Asger Jorns Allé set fra øst. (Tegnestuen BOGL). Vær opmærksom på at visualiseringen er vejledende ift. beplantning, og ikke et eksakt billede af hvordan Asger Jorns Allé kommer til at se ud i fremtiden.

Grønt og kunstnerisk
Også grundejerforeningen har fra starten haft ambitioner om meget grønne byrum, og sammen med By & Havn haft fokus på bæredygtige løsninger, bl.a. ved at skabe byrum hvor materialer genbruges, frem for at benytte sig af Københavns Kommunes standardløsninger. Derfor har grundejerforeningen tilbudt at drifte byrummene i stedet for Københavns Kommune, så Københavns Kommune som vejmyndighed alene får ansvar for selve Asger Jorns Allé.
BOGL har også ladet sig inspirere af den danske kunstner Asger Jorns abstrakte værker, og det har dannet afsæt for udformningen af en særlig mosaikbelægning i byrummene. Alle belægninger udføres ved at genanvende materialer, og de eksisterende Ørestadsfliser, der allerede ligger på arealerne, bliver taget op og lagt på ny sammen med mosaikbelægningerne. Kanter på bede bliver også udført ved at genanvende materialer og tænke dem ind i et nyt formsprog.
OK til høje træer
Et af de omdiskuterede emner har været muligheden for at plante træer ovenpå forsyningsledninger. I sommeren 2025 ændrede HOFOR sine retningslinjer for dette, hvilket har haft betydning for hvor grøn Asger Jorns Allé kan blive i fremtiden. Det betyder nemlig, at der kan plantes buske eller træer i op til 6 meters højde i midterrabatten, og det bliver realiseret som en del af den samlede entreprise. Trænerne vil allerede når de plantes ud være ret høje, så man ikke skal vente i flere år på at de giver skygge og læ.

Plads til erhverv
Udover dialog med grundejerforeningen og input fra beboere, har By & Havn haft dialog med KAB, som opfører Generationernes Byhus for Boligforeningen 3B, og Cufadan A/S, som udlejer de erhvervslokaler, der ligger i husets stuetage ud mod Asger Jorns Allé. Dette skal sikre at byrummene indrettes så de understøtter de fremtidige funktioner i stueetagerne, bl.a. ved at skabe gode udendørs arealer til siddepladser, hvor det er rart at opholde sig.

Starter i 2027
Selve anlæggelsen af byrummene kommer til at foregå efter at de enkelte byggerier er færdige. I første omgang byrummet nærmest Vestamager Metrostation og ved KABs byggeri Generationernes Byhus,. Her kan arbejdet starte i foråret 2027, og vare fire til sekst ånder.
Først derefter begynder anlæggelsen af forpladsen ved Byens Hus. Den sidste og midterste del af byrummene på Asger Jorns Allé anlægges, når byggeriet på det sidste byggefelt er opført.
”De permanente byrum på Asger Jorns Allé har været svære at komme i mål med, da de afhænger af byggeprojekterne, som har ladet vente på sig. Derfor er det ekstra rart når det nu lykkes at få sat skub i færdiggørelsen af alléen. Jeg håber, beboerne fortsat vil benytte sig af de midlertidige muligheder på Asger Jorns Allé, mens vi venter på at de permanente projekter og byrum bliver færdige,” udtaler Ingvar Sejr Hansen, udviklingsdirektør i By & Havn.
Forplads ved Byens Hus.
Ved Byens Hus kommer der en forplads som strækker sig fra Else Alfelts Vej og ned til Fælledpromenaden, og får et samlet areal på ca. 2200 kvm. og vil få et trappe-/rampesystem, der skal sikre tilgængelighed for alle.
Byrummet etableres ovenpå HOFORs renseanlæg, hvilket bl.a. betyder, at der her ikke kan plantes store træer eller laves permanente installationer. Pladsen skal i stedet indrettes mere åbent og med mobile elementer, da HOFOR skal have mulighed for at køre ind på pladsen med deres servicevogne og servicere anlægget. Funktionerne på pladsen skal have sammenhæng med aktiviteterne inde i Byens Hus, og landskabsarkitekterne vil desuden samle erfaringer fra den tidlige opstart af Byens Hus v. Den Gule Plads, for at blive bekendt med hvilke aktiviteter der har været populære dér.








