Gennem en artikelserie i tre dele stiller Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) skarpt på ‘Ørestads ESG’. Her vil skiftende medlemmer af ØICC’s bestyrelse forholde sig til Ørestads E, S og G, for sammen at vurdere bydelens potentialer. I denne anden artikel er det bestyrelsesmedlemmerne Søren Brøndum (Rambøll) og Janek Gram (Field’s) som taler om S’et i ESG-rapporteringen. Det handler om bl.a. arbejdsmiljø, fastholdelse af medarbejdere, inklusion, diversitet og lokal forankring.
En gang var CSR det nye. Så kom FN’s Verdensmål. Og nu skyller en ny bølge ind over direktioner og bestyrelser i Europas virksomheder. ESG hedder et nyt rapporteringsværktøj fra EU, som alle større virksomheder får pligt til at arbejde med. Og da hele virksomhedens værdikæde skal indgå i rapporterne, vil alle underleverandører mv. også blive afkrævet en ESG-rapportering.
ESG er et omfattende værktøj, som betyder at virksomheden i detaljer skal kunne måles på sit arbejde på de tre områder Environment, Social og Governance. Visionen for ESG-systemet er at det årlige ESG-regnskab er fuld ud lige så sammenligneligt og vigtigt som det økonomiske årsregnskab.
S’et var i ØICC fra starten
Vi har talt med Søren Brøndum og Janek Gram om S’et i ESG – den sociale dimension i virksomhedens arbejde med bæredygtighed. Og ifølge Søren Brøndum er medlemsvirksomhederne i ØICC virkelig godt med her.
“Den sociale dimension er stadig utrolig vigtigt for ØICC at understøtte. Det store S var jo afgørende for, at vi overhovedet dannede ØICC. Vi er optaget af, hvad der binder os sammen, udover den gode infrastruktur i Ørestad. Gennem vores samarbejder deler vi idéer og projekter. Så 1+1 bliver mere end 2,” siger Søren Brøndum, som er bestyrelsesformand i ØICC og til daglig Managing Director, Buildings hos Rambøll.
“I min egen virksomhed Rambøll er vi også i fuld gang. Vi måler på vores performance indenfor diversitet, trivsel, sikkerhed og mange andre parametre. En del af vores forretningsområde er jo også at yde rådgving i ESG rapportering. Så vi skal Walk the Talk,” siger Søren Brøndum, som ikke opfatter ESG-systemet som en ‘klods om benet’ på virksomhederne.
“Nogle siger, at det må være meget lettere at drive virksomhed i USA eller Kina, hvor man ikke skal lave bureakratiske rapporter om alting. Men faktisk viser det sig, at fælles forpligtende standarder driver innovationen fremad. Virksomhederne kan se at de konkurrerer på lige vilkår, og hvilken retning de skal bevæge sig. Det har vi været gode til at udnytte i Danmark. Vi er netop blevet udpeget som det mest innovative land i EU.”
Flere kvinder
Ligesom mange andre virksomheder arbejder Rambøll f.eks. på at skabe en bedre kønsbalance.
“Vi vil gøre det mere attraktivt for kvinder at arbejde i ingeniørfaget – og især hos os. Og det arbejde har givet os en konkurrencefordel, fordi vi har et bredere felt af ansøgere af begge køn i dag. Det er en del af vores målsætning om fastholdelse af medarbejdere. Vi ønsker at holde os under 10 procent udskiftning af medarbejderne årligt.”
“Vi arbejder også meget med at inkludere medarbejdere med en anden nationalitet, som der bliver flere og flere af”.
Ny chance til socialt udsatte
Field’s er en del af Steen & Strøm gruppen, som også driver andre storcentre i Danmark og andre lande. Og her arbejder centrene sammen om at implementere ESG.
“Vi laver trivselsundersøgelser og sundhedstjek, og vi arbejder med inklusion og sprogbarrierer. Det hele kan godt være lidt af en tidsrøver, men det er vigtigt, at man gør det man siger. Og de forskellige shoppingcentre kan hjælpe hinanden. Vi har “pulsmøder” hver fredag i 30 minutter, hvor en medarbejder skiftes til at inspirere de andre,” siger Center Manager i Field’s, Janek Gram.
“Jeg har selv en del erfaringer med mig, i forhold til at rekruttere socialt udsatte og give folk en anden chance på arbejdsmarkedet. Det er et mål for mig, at få det integreret i Field´s. Vi har mange underleverandører til f.eks. teknisk service, rengøring og vedligehold. Her er det vigtigt at spørge ind til deres arbejde med ESG, og finde dem som vi deler værdier med. Så vi trækker i samme retning,” siger Janek.
Det kan være en udfordring at finde de helt rigtige jobs.
“Nogle er f.eks. overkvalificerede. Det gælder også om at finde deres ambitionsniveau. Og selvfølgelig skabe et arbejdsmiljø, så de har lyst til at blive,” siger han.
Inkluderende værdier
Arbejdet med den sociale dimension har stået på i længere tid. Lige nu er det de blødere værdier som er i fokus.
“Vi skal sikre diversitet hvad angår alder, køn og baggrund. Og have vores værdier i orden, også hvad angår omgangstone og så videre. De unge forventer det simpelthen af os som arbejdsgivere. Ellers er de videre”, siger Janek.
Ørestad har gode kort
Både Søren og Janek er overbeviste om, at de fleste virksomheder i Ørestad arbejder med S’et, især hvis de er ØICC-medlemmer og deltager i de tværgående samarbejder.
De ser begge ØICC og Ørestad som et laboratorium for samarbejder, som senere kan bredes ud til hele hovedstaden og regionen.
“Vi har for eksempel et projekt omkring Expats – hvor vi vil forsøge at styrke det sociale liv for tilflytterne fra udlandet – så de nemmere får venskaber og socialt liv med danskere – det har de selv efterspurgt i flere undersøgelser. Her arbejder vi sammen med Københavns Kommune om nogle projekter. Expats og internationale tilflyttere udgør hele 30 procent af beboerne i Ørestad. Gruppen udgør både en økonomisk gevinst for Ørestad og København og tilføjer et flerdimensionelt islæt til hele byen, som vi skal være glade for.,” fortæller Søren.
ØICC har også været med til at lave et nabolagskort – “Explore Ørestad” – over alle butikker og spisesteder i Ørestad.
Og er nu i gang med et projekt om bl.a. at mindske madspild i kantiner og madordninger – hvor man vil skabe et fællesskab omkring grøn mad på flere niveauer. En af partnerne er ØKOSKABET.
“Man kan også nævne vores nye biodiversitetsgruppe – som endnu er meget ny, men som kan gå hen og blive et projekt som inkluderer både foreninger, social udsatte og virksomheder,” tilføjer Janek.
Borgere og foreninger
Åbenhed over for foreninger og borgere er også en del af S’et.
“Og her har flere virksomheder i Ørestad for eksempel åbnet deres stueetager for lokalsamfundet. Vores egen Rambøll Café har en del lokale gæster – men nok mest fordi kaffen er billig! Der kan stadig gøres mere for at styrke samarbejdet med lokalsamfundet,” siger Søren.
“I Field’s inviterer vi ofte foreningerne ind til samarbejder – for eksempel til opvisninger eller indsamlinger. Og denne sommer startede vi byfestivalen Under Åben Himmel. Det gør vi ikke kun for at kunne krydse det af i en ESG-rapport. Vi gør det fordi det styrker Field’s at være en aktiv medspiller i Ørestad,” fortæller Janek.
“Ja, så snart vi laver noget sammen, forbedrer vi Ørestads ry og det sociale liv her i bydelen – og det sender værdi tilbage til vores virksomheder,” siger Søren.
Fremtid
De synes begge, at det er en stor fordel at der både er små og store virksomheder med i ESG-samarbejderne.
“Alle skal arbejde med ESG. Og den pondus, som de store har, kan trække de mindre virksomheder med op. Og ingen af os ved fra starten, hvor de gode projekter er. De opstår gennem møder, dialog og åbenhed,” siger Janek.
“Ja, vi skal dyrke forskelligheden – det er kun en fordel, når man skal ‘genopfinde’ sig selv. Det det giver mere synergi. I det hele taget tror, jeg, at vi skal satse endnu mere på netværksdelen af ØICC i fremtiden,” siger Søren.