Af Steen Jürs, beboer i Stævnen og formand for Grundejerforeningen Ørestad Syd
Svar på læserbrev fra Mette Bugge: Ørestad Syds sherif, Mette Bugge, er kommet ind med Metroen til Vestamager station – ud til det vilde vesten. Hun er ude for at finde nogle skurke hun kan udfordre til duel.
Skurkene Mette Bugge er efter er mange: arkitekter der bygger huse der forstærker blæsten, byplanlæggere der laver brede veje, politikere der laver lokalplaner der ikke overholdes, resterne af bestyrelsen i Ørestad Syd Borgerforening (hvor sheriffen selv var involveret i fejden som efterlod bestyrelsen ’splittet i atomer’), åbenlyst ulovligt parkerede biler på vejen, foodtruckejere som ikke er lokale og som laver uøkologisk fastfood, folk der efterlader affald, en landflygtig narkopusher fra Christiania, indbrudstyve, cykeltyve, en bordelmutter etc. Sheriffen har virkelig travlt.
Allermest vil hun dog have fat i nogle skurke fra det politiske eksperiment Grundejerforeningen Ørestad Syd (GFØS), helst nogle bestyrelsesmedlemmer fra de store stygge erhverv, som jo ikke har interesse i bydelen. Sådan en får hun svært ved at finde. GFØS har 6 medlemmer i bestyrelsen. De fire incl. formanden er lokale beboere (der repræsenterer ejerforeninger i Stævnen, 8tallet, Skovhuset og Grønne Eng), en repræsenterer Balder (der har mange ejendomme herude og en vital interesse i en bydel folk vil flytte til), og en repræsenterer By og Havn.
GFØS er privat, betalt af beboerne. Fordelen er at beslutninger om drift, vedligehold og udvikling af fællesområderne ligger i GFØS og ikke i Københavns Kommune (som rigtignok sparer penge), hvilket jo giver beboerne i området meget mere direkte indflydelse på dette. Det er bare om at udnytte det! Asger Jorns Alle er kommunal, resten af fællesområderne ejes af GFØS.
Man kan jo altid mene at GF kunne gøre noget andet eller noget mere. Der er desværre grænser for mulighederne, idet GF ikke har nogen formel rolle når det gælder etablering af infrastruktur (som vi bestemt ikke er tilfreds med), eller implementering af de forskellige byggerier som ofte overtræder lokalplanen. Dette foregår i et lukket rum bestående af KK, By og Havn og udviklerne, og her tages der meget mere kommercielle hensyn end hensyn til bydelen. Desværre…
GFØS bruger halvdelen af indtægterne på drift og vedligehold, halvdelen på udvikling. Der er et firma, Grøn Vækst, som varetager drift og vedligehold sammen med sekretariatet. De kender området og er en del tættere på end hvis det havde været KK man skulle slås med. Udviklingen har primært været af de grønne områder baseret på en helhedsplan udviklet sammen med beboerne og med en byplanarkitekt – og ikke noget som tilfældige lægfolk i bestyrelsen finder på.
Jeg ved ikke om der er belæg for alle de alarmerende udmeldinger om kriminalitet – er det værre eller bedre end andre steder i København? Nogle konkrete tal kunne være på sin plads. Jeg har bemærket at bydelen er næsten grafittifri (et godt tegn) og har fra vores byplanarkitekt fået en uopfordret melding om ingen hærværk i de nyanlagte områder og at løst inventar i byrummene får lov at være i fred i modsætning til andre steder i København hvor arkitekten arbejder.
Jeg synes sheriffen skulle fokusere på det store problem: manglen på politisk bevågenhed, en total mangel på planlægning i KK og en mangel på respekt for lokalplanprocessen hos de besluttende parter.
Når man har et kommercielt behov for at ændre lokalplanen sker det med stor effektivitet. Da man ikke længere syntes at den kollektive, udskældte parkeringsordning var interessant, så droppede man det og påbød Ppladser i de enkelte ejendomme. Da det blev svært at sælge lejligheder i større ejendomme lavede man en lokalplan med tæt-lav, som så til gengæld åd store og små grønne områder i hele bydelen. Men når man skal lave en lokalplan med mere byliv så tager det laaang tid for der er nogle andre hensyn der skal med (beboelse på støjramte steder).
Overholdelse af den lokalplan der gælder er et problem, idet KK, By og Havn og udviklere bøjer lokalplanen når de bliver enige om specifikke projekter. Et skoleeksempel er AABs byggeri på Asger Jorns Alle tegnet af en højtestimeret arkitekt, men med eklatante brud på lokalplanen til enorm skade for bylivet på stedet.
KK har desværre mange forpligtelser i bydelen, som de planlægningsmæssigt har håndteret på en helt håbløs måde. Ud over man har tre skoler inden for afstand af 1 km, så har man måttet bruge i omegnen af 90 MDKK på midlertidige institutioner og skoler i bydelen. Disse er beregnet på at stå i tre år og så fjernes, men det sker ikke – i strid med loven. Det værste er at dette griber ind i udviklingen af bydelen, hvor fx byggeri på hjørnet over for Vestamager Station udskydes i årevis fordi KK løber fra sine forpligtelser. Det samme sker med Byens Hus hvor det faktum at KK skal lave en institution i huset har forsinket det hele så meget at det nu er skudt til hjørne og entreprenøren har forladt projektet.
Så sheriffen skulle koncentrere sig om de store skurke i stedet for at tale bydelen ned på områder hvor hun ”syntes og mener” noget lidt luftigt.