Sidste nyt om alt: Nabomøde for Ørestad

Der var nyt om byggerier, lokalplaner, p-huse og byliv, da omkring 100 mødte op til nabomøde i Hub1 mandag aften 27. november.

Mødet var arrangeret af By & Havn men havde også oplæg og temaborde fra både Københanvs Kommune, Grundejerforeningssekretariatet i Ørestad, Ørestad Innovation City Copenhagen og Ørestad Avis. 
Det almene boligselskab KAB kom også og fortalte om det nye boligprojekt Generationerns Hus på Asger Jorns Allé.

Næsten færdigbygget
Ørestad var en bar mark i 1998, men huser i dag 1600 virksomheder og 12.000 boliger med 26.000 beboere. Gennemsnitsalderen er blot 30.6 år og det gør bydelen til Danmarks yngste. 

Ørestad er næsten færdigbygget. Kun ét byggeprojekt i Ørestad Nord mangler, før By & Havn kan forlade Ørestad Nord. Det drejer sig om co-living projektet langs Amagerfælledvej. Dertil kommer et byggeprojekt åå DR’s parkeringsplads ud mod Ørestads Boulevard.

I Ørestad City mangler der en plan for ‘Ørestad Downtown’ ved Cab-Inn og Field’s. I Ørestad Syd og Arenakvarteret er de centrale boligkvarterer snart færdige, og så mangler kun nogle grunde langs med Ørestads Boulevard og Hannemanns Allé.

Ophold, grønt og butikker
Rita Justesen, chef for Planlægning og Byrum, By & Havn, viste en helt ny visualisering af hvordan Asger Jorns Allé kan komme til at se ud om få år, som er et mere realistisk billede på fremtidig butiksliv, opholdsrum og beplantning.

Området er fyldt med ledninger og rør under jorden, så der kan ikke vokse store allétræer i midten af gaden. Men By & Havn foreslår at placere beplantning i store kummer eller krukker i stedet for.

Lokalplaner på vej
Københavns Kommune viste en oversigt over igangværende og kommende lokalplaner for Ørestad. Chefkonsulent Søren Andersen fra Område for Byplanlægning kunne bl.a. fortælle, at en lokalplan for en ny hovedindgang til Naturpark Amager ved Grønjordssøen nu er endelig droppet pga. en kendelse fra Fredningsnævnet.

Planlægningen af en ny 5-sporet skole i Fælledby er sat på stand-by på grund af en verserendesag imod planklagenævnet. Men i Bellakvarter kommer en plan om en ny daginstitution i lokaler hos Bella Center snart i høring. Daginstitutionen skal rumme 130 børn og have legeplads på taget.

Længere mod syd bliver der arbejdet på en ny plan for et businesskvarter ved Hannemans Allé, og i Ørestad Syd kommer det så omtalte lokalplantillæg om bedre udnyttelse af stueetagerne i høring til foråret.

Senere i 2024 kommer der endnu et lokalplantillæg om at omdanne de sidste ledige grunde langs Ørestads Boulevard fra erhverv til boliger. 

Hus for alle generationer
Jesper Lindeberg fra KAB fortalte om Generationernes Hus på Asger Jorns Allé, hvor byggeriet går igang næste år. De første beboere kan flytte ind i 2026. 

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »