Simian inviterer til festival

I starten af maj er der for anden gang In Situ Festival hos kunststedet Simian på Kay Fiskers Plads i Ørestad City. Forvent masser af kunst, musik og dans.

Det hele foregår i Simians 1400 kvm. industrielle, in-situ støbte, underjordiske rum på Kay fiskers Plads under bassinet. Denne anden udgave af In Situ-festivalen er et samarbejde mellem Simian og Rewild.

I løbet af to aftener præsenterer festivalen et program, der spænder fra bevidsthedsudvidende lydkunstabstraktioner, grænsesøgende performanceeksperimenter, politisk ladet og dybtfølt sangskrivningskunst, stemningsmættede og levende lytteoplevelser samt en bred vifte af DJ’s.

Ifølge arrangørerne er der altid god grund til at holde en fest. De skriver:
“Overvej den tyske ekspressionismes kunstneriske landvindinger, Brechts kabaretter og den atonale musik, alt sammen filtret uløseligt ind i det dekadente natteliv, som var med til at gøre Weimar-tidens Berlin så legendarisk. Overvej den seksuelle løssluppenhed og den overvældende, farverige æstetik – camp, kunne man kalde det – som kendetegnede det post-fascistiske Spaniens Movida Madrileña. Eller overvej den hedonistiske eskapisme i rave-kulturen, som lige siden den anden Summer of Love har skabt nye former for identitetsmæssige og æstetiske udtryk uden for kunstverdenens traditionelle institutioner. I lyset af disse slående beviser kunne man let drage den konklusion, at en kunstnerisk bevægelses betydning direkte kan udledes af dens festers storslåethed. Og hvorfor skulle det ikke være sådan? Mere end blot en kilde til nydelse – selvom den forhåbentlig også er det – kan festen være et safe-space, en politisk kampplads, et utopisk frirum, en åndelig opvågnen, et hjem, et helligt sted og en endeløs kilde til inspiration. For mange er festen ikke bare tidsfordriv, men en eksistentiel nødvendighed. “En kollaborativ praksis, der gør det muligt at udholde dette liv”, som forfatteren McKenzie Wark så rammende formulerer det. Ligesom de største kunstværker kan festen være en befriende oplevelse.

In Situ Festivalen får bl.a. besøg af:
Moritz von Oswald presents Silencio (DE) Animistic Beliefs (NL) Jana Rush (US) Evita Manji (GR) Lee Gamble (DJ) (UK) Lotus Eater / Lucy & Rrose (IT/UK) HVAD (DK) Xenia Xamanek (HN/DK) Mija Milovic & Barbro (DK) ilinx (DK) Rear (DK) Kasper Marott (DK) Lydia Ö. Diakité (SE) Aase Nielsen (DK) Vixen (BG/DK) Jonas Thorstensen (DK) Lukas Danys (LT) Fruit DJ & Alfredo92 (IS/DK) Kunstværker af Steffen Jørgensen (DK).

In Situ Festival, Simian / Rewild. Maj 3 — Maj 4, 2024. KØB BILLET

Foto: Kunstværk af Steffen Jørgensen (DK)

Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »