Simian Kunsthal introducerer nu Simian Atelier – et nyt mødested i Ørestad hvor deltagerne i fællesskabets ånd vil skabe kunst, fortælle historier og udforske deres omgivelser.
Simian Kunsthal på Kay Fiskers Plads har som ambition at være en platform for et mangfoldigt og inkluderende kunstmiljø. Efter adskillige anmelderroste udstillinger i den tidligere cykelkælder ved Ørestad Station rykker det kunstnerdrevne udstillingssted nu til Asger Jorns Allé, hvor Simian vil tilbyde lokalområdets børn, unge og familier en mulighed for at få kendskab til samtidskunstens unikke dannelsespotentiale.

Simian Atelier, hedder det nye sted, som kommer til at befinde sig i lokalerne ‘Luftrummet’ på Asger Jorns Allé. Simian Atelier bliver et åbent og gratis tilbud for alle i alderen 8–12 år.
Der tilbydes ugentlige workshops og spændende aktiviteter, og gennem egne kunstneriske arbejder vil man kunne stifte bekendtskab med både lokal og international samtidskunst. Aktiviteterne vil have fokus på temaer som relationer, identitet, natur, kreativ frihed og fællesskab.
Gennem praktiske øvelser, samtaler og kunstnerisk udfoldelse får deltagerne mulighed for at lære nye teknikker og udtryksformer. De kan udforske deres kreativitet sammen med andre.
Og de kan deltage i den årlige afslutningsudstilling i Simians lokaler på Kay Fiskers Plads 17, hvor værkerne vises for offentligheden.

Projektet tilrettelægges og afvikles i samarbejde med kunstformidler Simone Syska Andersen, der til daglig er kreativ konsulent, kunstformidler og underviser med flere års erfaring fra museumsverdenen og en baggrund som folkeskolelærer.
Nu arbejder hun freelance med både længere forløb og kunstworkshops for diverse udstillingssteder, kunstinstitutioner, Københavns Kommune m.fl.
Simian Atelier afholdes torsdage kl. 15-17, og alle aktiviteter er gratis. Alle er velkommen til åbningsfest for Simian Atelier 10. april kl. 15-17, på Asger Jorns Allé 13B. Læs mere på dette fb-event.

.