Danmarks dyreste skole har stadig ingen åbningsdato, og Københavns Kommune forbereder forældrene på at eleverne skal gå i skole andre steder i mindst et år.
Københavns Kommune kan stadig ikke fortælle hvornår Arena Skole og Fritid kan åbne.Lige nu er to årgange af skolestartende børn fordelt i midlertidige skolelokaler på hhv. Ørestads Boulevard 200, 202 og 218.
Men her er kun plads til maj 2025. Hvis skolebyggeriet ikke når at blive godkendt inden da, skal børnene flyttes – enten til endnu flere pavilloner ved Ørestad Boulevard i svinget ved Vestamager Metro, eller til en lejet skole i Tårnby.
Det kom frem på et orienteringsmøde for forældrene 4. november.
Ekstremt frustrerende
Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K) er mildets talt utilfreds:

“Det er ekstremt frustrerende, at byggeprocessen endnu ikke er afsluttet, og at det nu får betydning ind i det nye år. Når situationen er, som den er, er det væsentligt, at elever, personale og forældre oplever færrest mulige skift og usikkerheder,” siger borgmesteren til Berlingske.dk.
Foreninger rammes også
Forsinkelsen af åbningen rammer også 15 foreninger og aftenskoler, som allerede havde fået tider i svømmehal, idrætshal eller andre lokaler på skolen. Disse tider er nu annuleret.
Kan sagtens nås til maj
Peter Hjorth, formand for Ørestad Syd Borgerforening, mener at kommunen godt kan gøreskolen færdig til maj. Hvis man bare vil.

“Kommunen skal beslutte at afsætte midler til en åbning til maj, og så må de tage slagsmålet med BAM (entreprenøren) bagefter. Skolen er på flere områder klar, og kan med ekstra midler gøres færdig inden pavillion- eller Tårnbyløsningen med busser skal startes,” mener Peter Hjorth.
Kritik af ‘tidlig opstart’
Københavns Kommune har indtil flere gange gjort brug af ordningen “Tidlig opstart” af nye skoler. Det betyder f.eks. at Fælledby Skole allerede er startet i midlertidige lokaler i Ørestad Syd, selv om skolebyggeriet slet ikke er gået i gang og skolen først åbner i 2031.
‘Tidlig opstart’ sætter pres på skolefaciliteterne i Ørestad, og er en uheldig skriveborsmanøvre i kommunen.
Det mener BR-politikeren Gorm Gunnarsen (EL) og forperson og næstforperson i skolebestyrelsen på Arena Skole og Fritid Nicolai Eilstrup og Sofie Gry Laursen.

I et læserbrev her i avisen skriver de, at det er afgørende for børns læring og trivsel, at de ikke flyttes rundt med i midlertidige løsninger. Dertil kommer at det bliver umuligt at opbygge en fælles skolekultur under de vilkår.
“På papiret virker det som en smart løsning, der med et snuptag imødekommer behovet for lokal skolegang i en bydel under opbygning samtidig med, at Københavns Kommune får mulighed for at indhente fortidens mangelfulde planlægning. Det er endda muligt at skyde finansieringen af de dyre byggerier til sidste øjeblik,” skriver de.
Forhandlinger
Der er konstateret flere fejl på såkaldte brandlukninger i bygningen, og de skal udbedres, før den kan tages i brug.
Kommunen er løbende i forhandlinger med totalentreprenøren BAM Danmark om færdiggørelsen. Men forhandlingerne trækker ud,
“…da BAM Danmark ikke har kunne levere en realistisk tidsplan for færdiggørelsen af skolen og tilfredsstillende dokumentation for, at brandsikkerheden kan overholdes,” skriver Københavns Kommune.
Dagbøder
Kommunen har siden i sommer sendt dagbøder til BAM Danmark på grund af forsinkelsen, oplyser Københavns Kommunes bygherreenhed, Byggeri København. Der sættes ikke tal på, hvor store dagbøderne til BAM Danmark er. Eller på størrelsen af det samlede krav mod entreprenøren.
Entreprenøren BAM Danmark er et datterselskab af den hollandske byggekæmpe Royal BAM Group, der sidste år omsatte for knap 47 mia. kr.
Skolebyggeriet med en anlægsbevilling på 771 mio. kr. blev sat i gang i juni 2021 og skulle ifølge Byggeri København have været taget i brug i august i år.
I juni i år udmeldte Københavns Kommune første gang, at projektet blev forsinket. I oktober kom det frem, at ingen faktisk ved, hvornår skolen kan åbne.
Og bag byggehegnet ved Arenaskolen er der stadig masser af arbejdsmaskiner, stilladser og byggefolk i grønne og orange veste.