Skolebørn besøgte OEG: Endte i Escaperoom!

Det er onsdag eftermiddag. Frokostpausen er netop overstået. Alle er gået til undervisning og Ørestad Gymnasium sitrer af faglig koncentration. I musiklokalerne i stueetagen fornemmer man dog en vis uro – ja måske endda en panisk stemning:

En gruppe musikelever på besøg fra Højdevangens skole på Amager er spærret inde i gymnasiets lydisolerede studie. Ingen kan høre deres nødråb. På væggene hænger billeder af bluesinspirerede musikere som Elvis Presley, James Brown, The Beatles og Big Mama Thornton. På bordet ligger en computer, en kaffekop med klistermærker og adskillige post it-sedler med kryptiske notater. Fra en højtaler i hjørnet lyder en knitrende stemme: “I har 30 minutter til at løse gåden om den sang Elvis Presley har stjålet fra en anden kunstner. Løs koden og spil melodien inden tiden er gået, ellers….!”

Musikeleverne er havnet i et Escaperoom på Ørestad Gymnasium – hvordan slipper de ud? På den anden side af det lydisolerede glas ser de ind på deres klassekammerater som står lige så rådvilde i det store øvelokale. Her ligger andre mærkelige genstande: En aflåst kiste, spillekort, et ur som er gået i stå, papirer med tal og en plakat med en musikhistorisk tidslinje, hvor alt måske ikke helt passer med årstallene?

Uden at kunne høre hinanden hjælpes de to grupper nu ad med at finde en kode til computeren i lydstudiet, som udløser en banke-rytme. Ved at gentage denne rytme på døren slipper eleverne endelig ud og kan gå videre til næste aflåste rum, hvor de finder næste udfordring: en nøgle til den aflåste kiste ligger i en flaske – hvordan får de den ud? Og når eleverne at få fat på melodien inden de 30 minutter er gået? 

Det hele mundede ud i en lille performance hvor Højdevangseleverne sammen med OEG-eleverne spillede “Hound Dog” med deres egne nyskrevne tekster til. Fotos: Elisabeth Schroll.

Et anderledes læringsrum

2.m MusikA-holdet på Ørestad Gymnasium har de sidste 2 uger haft til opgave at planlægge hvordan de kan overtage undervisningen i 2 moduler fra deres musiklærer, Elisabeth Schroll, og blive undervisere for en eftermiddag.

Deres “elever” er på besøg fra Højdevangens Skole, hvor de har musik som valgfag i 8.klasse. Gymnasieeleverne besluttede hurtigt at der skulle ske noget særligt, det skulle ikke bare være traditionel tavleundervisning – eleverne skulle sættes i sving, gerne på en sjov og anderledes måde. Højdevangseleverne blev derfor efter en kort velkomst onsdag den 13.september delt ind i 3 grupper og skulle nu gennem tre forskellige workshops, som alle har Rock’n’roll og bluesmusik som omdrejningspunkt.

Elvis Presleys klassiker “Hound Dog” fra 1955 – som han har “stjålet” fra Big Mama Thornton, der indsang nummeret allerede i 1952 – gik igennem alle tre workshops. Ud over det nervepirrende Escaperoom, hvor eleverne skulle have styr på musikhistorien og samarbejde for at klare sig igennem – så blev der spillet 12-takters bluesrundgang på klaver og lavet sangskrivningsøvelser. Det hele mundede ud i en lille performance hvor Højdevangseleverne sammen med OEG-eleverne spillede “Hound Dog” med deres egne nyskrevne tekster til. 

Selma og Linus fortæller om de tre musikworkshops sangskrivning, bluesklaver og escaperoom

Linus og Selma fra 8.klasse: “Det var supersjovt – og eleverne lærer virkelig godt fra sig!”

For Linus og Selma, to af eleverne fra Højdevangens Skole, har det været lærerigt og spændende at rive en dag ud af det almindelige skoleskema og i stedet møde op til musikundervisning på Ørestad Gymnasium: 

“Jeg synes det er meget fedt, nu ved jeg hvordan musiklokalerne ser ud og det er super hyggeligt” fortæller Linus smilende. Han er stolt over, at han nu kan spille bluesrundgang på klaver “Jeg har en lillebror der spiller klaver, så det var fedt at få indblik i, hvordan det foregår. Og bagefter var jeg ude og skrive min egen tekst til “Hound dog”, det var rigtig sjovt!” 

Selma er enig. Hun synes både sangskrivning og klaverspillet var sjovt, men det bedste var sammenholdet i Escaperoom-øvelsen: “Det var meget spændende. Det var sjovt, hvordan de brugte en anden måde til at få musik ind i det. Og til slut skulle man spille noget på klaveret. Jeg synes også det  har været hjælpsomt at høre fra gymnasieeleverne, hvordan de oplever det at gå i gymnasiet”.  

“Når man selv skal undervise, så lærer man rigtig meget”

Mens musikeleverne er i fuld gang i musiklokalerne, nyder Rektor på Ørestad Gymnasium, Mads Skrubbeltrang en kop kaffe sammen med musiklærer fra Højdevangen, Søren Knudsen. De oplever, at der med dagens workshops og elevstyrede undervisning bliver bygget en solid bro fra folkeskolen til gymnasiet – alle får noget godt ud af det.

Mads lægger ud:
“Jeg tror jeg vil starte med vores musikelever. Når jeg ser dem gå rundt og instruere og være lærere; det lærer man utroligt meget af. De får fat på musikfaget på en måde som faktisk er ret unik. Men – jeg ser jo heldigvis også nogle glade besøgselever fra 8.klasse som smiler, er glade og er på. Og jeg tror de kan få et indblik i at musik også er leg og selvfølgelig musikalske kompetencer og kunnen i gymnasiet, men du kan godt kombinere de to”, siger Mads Skrubbeltrang.

Søren er helt enig:
“Det er på tværs af klasser, så det skaber et fællesskab. Men at underviserne er unge mennesker som de jo ser op til på en helt anden måde – i forhold til en gammel nisse som mig – og at der kommer noget variation, og de taler måske lidt mere i øjenhøjde. Og så kan jeg se på deres koncentrationsniveau, at det gør virkelig noget ved dem, de er glade, og de vil gerne lære ved at blive undervist af nogen som ikke er meget ældre”, siger Søren Knudsen.

for ham er der er ingen tvivl om, at det gør en forskel for folkeskoleeleverne at komme ud på gymnasiet:
“Først da vi lige kommer ind midt i spisepausen, så er der jo crowdet og eleverne går på linje og tør ikke sige noget, og de tør ikke gå over til kantinen, men gør det så alligevel – og så oplever de naturligheden ved det som kommer. De bliver udsat for et andet miljø. “Og dét kan også noget.”

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »