Snigende, overrumplende, magtfuld: Livet set gennem bunden af en flaske

Vi mødte Martin en helt almindelig efterårsdag på en helt almindelig café i Ørestad. Martin er en helt almindelig mand med et godt arbejde og en familie, der bor i en lejlighed med udsigt over den græsgrønne fælled. Alligevel har Martin en usædvanlig historie, som han har besluttet sig for at dele. Martins historie handler om at være alkoholiker.

Men er man født alkoholiker, eller er det en sygdom, man bliver ramt af senere? spørger vi Martin.

“En ting er sikkert, hvis man har sygdommen i sig, skal den nok udvikle sig, hvis der bliver tilført tilstrækkeligt med alkohol,” svarer martin.

Han sætter også spørgsmålstegn ved den almindelige forestilling om, hvordan en alkoholiker ser ud:

“Hvem er den typiske alkoholiker? Er det personen på bænken, der sidder med stor rød næse og en pilsner i den ene hånd og en flaske snaps i den anden, samtidigt med at han råber usammenhængende efter forbipasserende? Eller kan nutidens alkoholikere gemme sig i lejligheder eller parcelhuse og umiddelbart signalere velstand og lykke, samtidigt med at man sidder med en irsk whisky i den ene hånd og en dyr flaske rødvin i den anden og skælder samleveren eller børnene ud over noget, de ikke anede de havde gjort?” svarer Martin.

This describes the image
“Jeg har nu været ædru i mere end seks år og har fået et liv med ro på bagsmækken. Ikke flere undskyldninger og løgne for at tilfredsstille mit behov for alkohol. Og jeg kan møde på arbejde hver mandag med hævet pande, uden at skulle tænke på, om jeg var pinlig sidste fredag,” siger Martin.

Pleaseren i familien
Martin blev født i 1964 og levede i en kærlig og almindelig familie indtil han blev cirka ti år gammel. Men en dag havde hans far været til julefrokost og det førte til en skilsmisse, som blandt andet betød at faderen fik et nyt ægteskab og et nyt barn.

“Min far mente, at den lille nye havde mere brug for ham end min lillebror på syv og mig på næsten ti. Nu var jeg den voksne i vores lille familie, og dette skabte en karakter hos mig, som har forfulgt mig lige siden. Jeg er ”pleaseren” i alle livets facetter. Jeg gik ind i puberteten som så mange før og efter mig, og jeg begyndte i ungdomsskole som fjortenårig, hvor jeg opdagede smøger, øl og piger. Når jeg kigger tilbage på den tid, var der fester, poser med øl og besøg hos bageren før åbningstid på vejen hjem. Noget som mange andre havde gjort før mig. Jeg startede med at arbejde i Tivoli som femtenårig, og de følgende sæsoner gik turen i byen efter midnat. Det var nogle gode år, hvor jeg altid var den sidste, der gik hjem, ofte når jeg ikke kunne tale mere.”

Stoppede ikke før blackout
Som attenårig startede Martin sin uddannelse i mesterlære, og festerne fortsatte.

“Skal jeg fremhæve et mønster i mine byture og fester, så var det alt eller intet! Begyndte jeg at drikke øl, vin eller spiritus, så stoppede jeg ikke, før der ikke var mere – eller jeg fik blackout og var ude af stand til at kommunikere med omverdenen. Samtidigt følte jeg, at det eneste tidspunkt jeg kunne kommunikere med pigerne, var efter de første øl. Alle mine nærmere pigebekendtskaber var altid med en promille i blodet. Er det så forskelligt fra så mange andre? Nej, det er det vel ikke. Er det klare tegn på alkoholisme? Nej, det er det ikke…”

Hvor var jeg?
Frem til at Martin mødte sin kommende og nuværende hustru som trediveårig, levede han et blandet liv, hvor han både passede sit arbejde og sørgede for at deltage i alle de fester, han kunne. Han kunne aldrig huske, hvornår eller hvordan han var kommet hjem. Det var tiden med mange episoder:

“Vågnet i detentionen! – Hvor var jeg? – Kommet hjem uden overtøj! – Kommet hjem med to jakker på! – Hvem tør jeg ikke tale med på arbejdet på mandag? – Hvad hed hun? – Gad vide, hvor mange penge jeg havde brugt? Og meget mere…”

Det voksne liv
Var han så blevet alkoholiker? – ikke nødvendigvis. Det ‘voksne’ liv med hustru, to drenge og parcelhus i provinsen begyndte. Uden at vide det var det nu, han skulle stå sin prøve. De første år gik fint. Martin havde travlt med at være mand og far. Men hver gang en mulighed opstod, så skulle der festes.

“Jeg rejste en del med firmaet, og det var som regel én stor fest. Som tiden gik blev jeg mere kreativ og mine logistiske evner blev væsentligt udviklet. Jeg sørgede for at koordinere fredagsbar og sikre, at der var tilstrækkeligt at smage af både øl og vin.

Hjemme skulle vi have vin torsdag, fredag og lørdag og de dage der i øvrigt var noget at fejre. Jeg sørgede for at drikke et par øl på arbejde, så jeg lugtede af øl, når jeg kom hjem. På den måde kunne jeg skjule, at jeg drak yderligere den dag. Der var altid øl og vin i skuret samt en undskyldning til at hente / aflevere noget.

Når jeg var alene hjemme bare et par timer, så var tiden godt udnyttet, og min hustru vidste aldrig, hvilken tilstand jeg var i, når hun kom hjem.”

Søn blev ‘antennebarn’
Som aktiv alkoholiker er egoismen i højsædet, der er ikke plads til megen empati og naturlig omsorg for familien i det daglige.

Martins ældste søn udviklede sig til det, man kalder antennebarn. Han vidste, før han selv vågnede om morgenen, hvordan familien havde det. Han var endda mægler i mange ubehagelige stridigheder, som Martin og hans hustru var igennem i Martins ‘tåger’. Stridigheder, der altid havde afsæt i alkohol.

“Min yngste søn er heldigvis blevet sparet for meget, og husker udelukkende en god barndom med kærlighed og varme, som der også var meget af,” siger Martin.

This describes the image
Anonyme Alkoholikere giver medlemmerne en mønt, når de har holdt sig fra alkohol. På den første står der “24 timer”. På den seneste mønt, som Martin har fået, står der “6 År”.

Den sidste drink
Det hele stoppede brat en dag efter en ti-dages kundetur til udlandet. Da Martin kom hjem fra den tur, var han så ramt, at han ikke kunne mere.

“Jeg havde en fornemmelse af, at alle kunne se lige igennem mig og vidste, at jeg var alkoholiker. Min ældste søn konfronterede mig og sagde, at han ikke ville se mig mere, og når han engang fik børn, måtte jeg ikke få dem at se.”

Den 24. september 2016 havde Martin taget sin sidste drink, og han gik i Minnesota-behandling. Som en del af behandlingen blev han introduceret til AA (Anonyme Alkoholikere), som har været en aktiv del af hans liv lige siden. For selv om enhver behandling for alkoholisme har en slutning, så fortsætter livet som alkoholiker resten af livet.

“Jeg har nu været ædru i mere end seks år og har fået et liv med ro på bagsmækken. Ikke flere undskyldninger og løgne for at tilfredsstille mit behov for alkohol. Og jeg kan møde på arbejde hver mandag med hævet pande, uden at skulle tænke på, om jeg var pinlig sidste fredag,” siger Martin.

AA-møde i Ørestad
”Hvis andre har et ønske om at holde op med at drikke, er de altid velkomne i AA”, siger Martin. Han vil gerne selv vil være med til at give andre muligheden for at kunne leve et ædru liv, og har derfor været med til at oprette et fast AA-møde i Ørestad. 

Møderne foregår hver tirsdag kl. 19–20 på Ørestad Gymnasium – med indgang ved varemodtagelsen.

Translate »