“Som en meget stor børnehave hvor nogen har glemt at slukke lyset”

Der er skrevet meget om Ørestad, mest af folk som aldrig har været der selv. Læs her hvordan det VIRKELIG er at bo i byen. Og skriv i kommentarfeltet, om du synes at denne kommentar skal med i næste avis.

Ørestad er ikke Vangede og det er heller ikke Vesterbro, det er Ørestad, og hvis man ikke kan finde på andet at sige, så er Ørestad i hvert fald ikke som nogen anden by. Og dem der taler mest om Ørestad, bor der slet ikke. De læser artiklerne i Berlingske Tidende om Plørestad og Ødestad og ler hånligt mens de nipper til teen i deres lejligheder på Frederiksberg eller i deres rækkehuse i Virum. Og det samme gør de  alternative parcelhusejere i deres træhuse i kolonihaverne, mens de kigger over på de otte-etagers kolosser, og nogen kaldte en dag Ørestad for “Albert Speer Stadt”.

Men om lørdagen sniger de sig alligevel over i Fields med Christianiacyklen og børn i treårs alderen med hættetrøjer som har “69” eller fristadens tre gule prikker trykt på brystet. Og alle bruger metroen, fyldt med skånske fremmedarbejdere, pakistanske forstadsfrøkener og alle de almindelige bonderøve fra Amager, som synes at metroen var det værste lort før den kom, og nu elsker den, for pludselig er man noget selv om man bor helt derude hvor DC-10’erne vender, for nu tager man til byen på ti minutter, går lidt op ad Strøget og så hurtigt hjem igen, til galgemarken, lossepladsen, det Amager, som alle andre danskere kalder for “nåh – du mener vejen til lufthavnen?”
Men Ørestad har boulevarden, her udfolder livet sig, en smule. Damen med det lange sorte hår som altid er redt, er altid på gaden i sin kørestol, som kæresten forsigtigt kører baglæns ned ad de høje kantsten, som hun har klaget til alle instanser over, lige fra socialforvaltningen i Solvangcentret til menneskerettighedsdomstolen i Haag, og hun siger at hun snart flytter et andet sted hen, men det gør hun ikke.

Og Ørestad har Karen Blixen Parken som IKKE er et plejehjem, men ganske almindelige boliger, selv om folk siger at der er en snor i hver lejlighed som man kan trække i, men hvis man gør det, kommer der IKKE en SOSU-assistent, men en kulturformidler, som tilbyder en lyskunst-event eller en ipod-guidetur eller en salatekspedition med en NOMA-kok på fælleden. Og Ørestad har universitetet, hvor kulturformidlerne kommer fra, og de unge kvindelige litteraturstuderende med høje forpander som har læst for meget Roland Barthes, alt for meget Roland Barthes, og om aftenen tænder de stearinlys overalt i deres lejligheder og går nøgne rundt og hører opera. Og Ørestad har måske Obama, som skal køre igennem byen til efteråret, i en pansret bil med 5.000 MC-betjente omkring. Og Taheer bor i Ørestad, han er i hvert fald altid at se foran sin bagelshop fra klokken 11 til det bliver for køligt om aftenen, og han sidder ved et af de høje borde på sin høje stol ved kanalen, for der kommer næsten ingen kunder selv om alle var så glade da han åbnede butikken sammen med sin bror, som en af de første i hele bydelen, og hans bagels smager godt, men folk går alligevel forbi for at handle ind i Døgnnetto i stedet.

Og dér arbejder den svenske tyrker, som altid ser så træt ud når han sidder ved kassen, fordi han har tre jobs og kører frem og tilbage mellem Malmø og Ørestad hele tiden, og han fortæller at han bliver syg når han holder fri og at han har det bedst på et af sine tre jobs, hvor han altid har noget at bestille. Og vi har pigen fra Canada, som taler unaturligt højt, og hele tiden er på farten til Fields og tilbage til kollegiet på Arne Jacobsens Allé, og hun har store briller og skotskternede shorts og netstrømper og sneakers og dem hun taler med er også udenlandske studerende fra kollegiet, som bruger Fields som et hjemligt pejlepunkt hvor butikkerne og varerne og de blanke, sandfarvede marmorfliser minder om “The Mall back home”. Og Ørestad har manden med sin Pitbull, som alle går en stor bue udenom, som bor i den dyreste lejlighed i M-huset og har byens største overarme med tatoveringer på og en sort Audi med helt mørke ruder. Og det unge par, som har fået en lejlighed af deres forældre, og som har været kærester siden 1.G og går i ens sorte frakker og ens burberry-tørklæder og kysser hinanden på gaden. Og den fraskilte kunstmalerinde som er betaget af den store himmel og de store vinduer i sin lejlighed.

Og Ørestad har Stævnen og lejligheden øverst oppe med pensionistægteparret, som er lykkelige for at de nåede at sælge villaen i Holte før det hele gik af helvede til, og manden, som især er lykkelig for at han ikke længere skal klippe hæk og passe de fandens mange rosenbede, men bare kan sidde på altanen med sin Zeiss-kikkert på stativ til 13.000 kroner og se på nogle træer seks kilometer ude på fælleden. Og Ørestad har rødderne fra de små villaer inde på det gamle Amager, som tuner deres sorte scootere og kører ræs på cykelstien om aftenen og kommer op at slås og ryger smøger under en lygtepæl og ser fandens seje ud med omvendte kasketter indtil man taler med dem, og de viser sig at være nogle gutter som snart skal ud af skolen og i lære, og som synes at Nørrebro ligger på en anden planet.

Og vi har den sammenbragte familie med delebørn og fællesbørn og svigermor på besøg fra Chile, og der var kun råd til to et halvt værelse i den almennyttige blok ved parken og nu er der VIRKELIG trangt, så når folk siger at de er flyttet til Ørestad for at få mere plads, så passer det ikke helt, kun hvis man tager ud på fælleden.

Dér er plads nok, og der bor NÆSTEN ingen mennesker på en million hektar, kun familierne der sover en enkelt nat i de statlige shelters, og så de usynlige, eneboerne, som er flygtet fra Skt. Hans eller er gamle Christianitter, som er blevet sære, eller skovpunkere, som gemmer sig herude efter at jagtvej 69 blev smadret. Skovarbejderne møder dem en gang imellem, og kommunen får besked om at de er der, for som regel gemmer man sig ikke under gamle stykker flamingo og plastik og æder mad fra skraldespandene i villakvartererne for sjov, men fordi man frygter mennesker mere end dyr.

Og skovfogeden kigger mod nord, og ser Ørestad rejse sig op af den flade jord som en Berlinmur, for her udefra kan man ikke se de finere kvaliteter i karréplanlægningen eller farvespillet i glas og jern facaderne, og han tænker at han godt vil have sådan en lejlighed en gang, når han bliver gammel, for derinde bag alle vinduerne har man en bedre udsigt UD – end han har IND.

Og Ørestad har de nyuddannede jurister og privatansatte controllers uden børn som aspirerer til det hurtige liv på business-class med 60 timers arbejdsuge og 18-timers operature til Milano, og som selvfølgelig bor i et prisbelønnet hus og selvfølgelig får deres hund luftet af hundelufter.dk og “virkelig savner noget mere liv i bydelen” men aldrig deltager i bylivet selv.

Og de er OGSÅ rigtig søde, og de skal OGSÅ have et sted at være, og nu har de fået Ørestad. Og busserne kører hver dag læssevis af spanske og japanske arkitektstuderende ind, og de bliver gennet ned langs kanalen til Bjarke Ingels byggelegeplads med de verdensberømte V, M og VM huse som alle i Ørestad er stolte over, for SÅ skørt og specielt må der gerne være i hele Ørestad, og om aftenen lyser de skrappe farver fra VM-Bjergets parkeringsetager ud over hele Vestamager som en meget stor børnehave, hvor nogen har glemt at slukke lyset, og hente børnene og nu må de lave deres egne regler og finde ud af det for alle har lige meget lov til at være der.