ØRESTAD SOUND & SCIENCE festivalen kommer til Ørestad for andet år og byder på foredrag, lydkunst, digitalkunst, billedkunst og artpop i november måned
Anden udgave af Ørestad Sound & Science festival har fået overskriften LIV I ØRESTAD vil vi i år kigge ind i biologiens verden gennem en række videnskabelige perspektiver og kunstneriske reflektioner, som hver på sin måde kredser om vor tids vigtige fokus på især biodiversitet. Festivalen vil folde sig ud i fem dage fra d. 8. – 12. nov. på forskellige kulturelle venues og steder i Ørestad.
Man kan bl.a. opleve Professor i Plantefysiologi Michael Broberg Palmgren, lydkunstner SØS Gunver Ryberg, forfatter Ursula Andkjær Olsen, digital artist Andreas Refsgaard, art/science-duoen Søstr, arkitekt Tobias Theil Konishi, lydforsker Ingeborg Okkels, billedkunstner Nicolai Howalt og artpop ved Frk. Jacobsen.
Festivalen er resultatet af et samarbejde med en række lokale kræfter såsom Ørestad Innovation City Copenhagen, HUB1, Fields Biografer, Shure Scandinavia, Huusmann Media, UN17 Village, Ørestad Bibliotek, Ørestad Gymnasium, Skolen på Hannemanns Allé og IT-Universitetet (AIRLAB).
Alle arrangementer er gratis, men nogle kræver billetbestilling via Billetto. Find festivalen på Ørestad Innovation City Copenhagen, Facebook, GoGoo og www.sound21.dk.
PROGRAM
Onsdag 8. november kl. 19 – 21
Nordisk Film Biografer Fields (sal nr. 6): Frk. Jacobsen + Michael Broberg Palmgren & Sofie Hjort Schausen + Nicolai Howalt.
ØS23 åbner med koncert af Frk. Jacobsen, som på denne aften består af Anja Jacobsen (trommer, vokal), Lars Bech Pilgaard (guitar), Lil Lacy (cello, keys) og Sara Laub (live tekst-projektion). Gruppen er aktuel med albummet ’I Haven’, som udspiller sig som scener, bl.a. i haven, i skovbunden, ved kirsebærtræet og på marken. Musikalske eksperimenter blandes med fabulerende tekst, som Anja Jacobsen siger om sit album: “At gå i haven er som at gå et magisk sted hen, hvor ting opstår og forvandler sig”… Aftenen fortsætter med et fokus på planternes liv, når Professor i Plantefysiologi Michael Broberg Palmgren i samtale med videnskabsjournalist Sofie Hjort Schausen bl.a. vil åbne planternes verden op og vise os, hvor avanceret en livsform planter er. Aftenen afsluttes med et billeddigt skabt af kunstneren Nicolai Howalt og med lydscore komponeret af Mike Sheridan. Under titlen ’F.UN.G.I.’ zoomes ind på svamperigets verden i jordlaget artikuleret i Howalts art/science-værk skabt i samarbejde med NovoZymes MICHAEL BROBERG PALMGREN og Botanisk Museum.
Torsdag 9. november kl. 16.30 – 18.00
HUB1 / Kay Fiskers Plads 10: Ingeborg Okkels + Ørestad Kor.
Kom indenfor i HUBNORDICs atmosfæriske caférum med KAYs Madbodega til en skøn eftermiddag i godt selskab med lydforsker Ingeborg Okkels og Ørestad Kor. Okkels vil her fortælle om lyden af dyreliv i naturen og lave sjov lyttequiz for alle aldersgrupper! Derefter går Ørestad Kor på scenen med et repertoire om fugle. Glæd dig til evergreens så som Fabricius-Bjerres ’Duerne Flyver’ og Beatles-klassikeren ’Blackbird’.
Torsdag d. 9. november kl. 20 – 22
Ørestad Bibliotek / Arne Jacobsens Allé 19: Andreas Refsgaard + Ida Kudo.
Oplev en interaktiv talk med den digitale kunstner Andreas Refsgaard, som med computeren som kreativt værktøj vil afmystificere computeralgoritmer og brugen af kunstig intelligens. Han vil bl.a. tage udgangspunkt i AI-billeder med biologisk tema. Efterfølgende er der koncert med den EP-aktuelle sangerinde Ida Kudo, som er en original dansk-japansk artist, der sammen med sit band fusionerer beatstærke produktioner med asiatisk myte og skandinavisk kølighed i et dragende pop noir-univers.
Fredag 10. november kl. 16.00 – 17.30
Ørestad Gymnasium / Ørestad Boulevard 75: Skolekoncerter og showcases + koncert: Søstr.
Med showcases af elever fra Ørestad Gymnasium og Skolen på Hannemanns Allé udfoldes temaet BIOBY. Scenen er sat til både naturvidenskabelige og kunstneriske indslag om biologi og bud på et grønt Ørestad. Dagen afsluttes med AV-koncert med vokalduoen SØSTR bestående af søstrene Sharin og Louise Foo. De vil opføre et nyt værk ’Tonerne imellem Os’ støttet af Statens Kunstfond. Værket vil bytte om på agency mellem planter og mennesker, så planterne bestemmer udfaldet for, hvordan deres stemmer lyder.
Lørdag 11. november – Søndag 12. november. Begge dage kl. 10 – 16
IT-Universitetet (AIRLAB) / Rued Langgaardsvej 7: Stella Camp om naturens lyde, AI og elektromusik
Kom med på STELLA CAMP for alle mellem 13 og 17 år. En weekend med fokus på naturens lyde, kreativ AI og sej musikproduktion i sjove workshops sammen med elektronisk musiker Katrine Villadsen, digital artist Andreas Refsgaard, lydkunstner og visuel artist Nicole Cecilie Bitsch Pedersen samt folk fra AIRLAB. Weekenden afsluttes med en plantekoncert med den elektroniske musiker Bo Thorning, hvor man både lytter og selv kan spille med.
Lørdag 11. november kl. 14 – 16
UN17 Village / Else Alfelts Vej 196: Tobias Theil Konishi + Ursula Andkjær Olsen + SØS Gunver Ryberg.
ØS23 afsluttes på toppen af UN17 Village med både talk, oplæsning og musik. Arrangementet foregår på taget af UN17 i et drivhus, hvor du kan høre arkitekt Tobias Theil Konishi fra SLA Arkitekter fortælle om biodiversitetsfokus og naturdesign i planer for landskabet i UN17. Derefter vil forfatter Ursula Andkjær Olsen læse op af sin naturlyriske samling ’Noter vedrørende jord’ (2023). Eftermiddagen afsluttes med sansevækkende elektronisk musik leveret af lydkunstner SØS Gunver Ryberg, som er aktuel med udgivelsen ’SPINE’.
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve