Selv om vi er i oktober måned, er vejret stadig så lunt at der plukkes bær i Naturpark Amager, og folk nyder de knaldgyldne farver under den åbne himmel.
Naturparkens hegn og buske bugner stadig af brombær, havtorn, hyben og æbler, fortæller naturvejleder Jes Aagaard.
De findes både langs Amager Fælleds tværgående stier og i området omkring Naturcenter Amager.
“Og er man heldig, kan de også stadig være at finde i den sydlige del af Pinseskoven”, siger Jes Aagaard.
Der er også masser af havtorn at finde. Blandt andet i området ved Selinevejs hundeskov og skydebanen er buskene fyldte med bær.
“Klip et par bærfyldte grene af busken og smid dem i fryseren nogle timer. Så drysser bærrene lige så fint af de tornfyldte grene,” fortæller Jes Aagaard.
Desuden kan hyben fra hunderosebuskene plukkes overalt i naturparken lige nu.
“De smager godt, når de er blevet renset for kerner og har fået sig et opkog”.
Er man heldig kan man også støde på et plukkemodent æbletræ eller en hyldebærbusk. Blandt andet i området i den sydlige del af golfbanen. Man må plukke til eget forbrug eller hvad der kan være i en pose.

Efterårsfarver med knald på
Og så er der knald på farverne alle steder.
Langs naturparkens strandenge lyser de lavtliggende salttålende planter bordeauxrødt op. Det er kvelleren, som også kaldes salturt.
“Den stritter grønt op af jorden det meste af året, men inden dens stive stængler dør og smider frøene til næste års opvækst, bliver den helt rød”, forklarer Jes Aagaard.
De røde farver træder også frem i naturparkens skove. Ikke mindst spidslønnen som lyser op i Pinseskovens skovbryn.
Længere inde i den selvsåede birkeskov hvisler de gulnede blade i vinden og skaber en eventyrlig atmosfære. Men man skal se at komme derud, for meget snart vil bladene forsvinder og gøre skoven gennemsigtig.
“Så der er masser af gode grunde til at komme ud i det lune efterår”, siger naturvejlederen.








