Stafet for Livet fylder 10 år

Rekordår for Stafet For Livet i Tårnby – nu søges flere frivillige til staffetens 10-års jubilæum.

Stafet For Livet er et landsdækkende initiativ, hvor lokale stafetter samler penge ind til forskning, forebyggelse og støtte til kræftpatienter og pårørende. Det er 24 timer, hvor hver runde, der gås eller løbes, er et symbol på kampen, håbet og fællesskabet. Et arrangement, hvor alle kan være med – uanset alder, tempo eller baggrund.

I 2026 kan stafetten fejre 10-års jubilæum, men for at det kan lade sig gøre, så søger arrangørgruppen nu flere frivillige – særligt til planlægningen af den kommende stafet.

Året der er gået blev et rekordår for Stafet For Livet Tårnby som afholdt sin stafet for niende gang. 6. og 7. september samledes hold og deltagere fra Tårnby, Ørestad og endda helt fra Hvidovre i 24 timer, som var fyldt med håb, fællesskab, latter, nærvær og støtte til Kræftens Bekæmpelse.
15 hold og 412 deltagere deltog, mens 52 fightere – mennesker, der selv har haft kræft inde på livet – blev hyldet og støttet gennem hele døgnet. Samlet blev der tilbagelagt 6.236 runder, svarende til imponerende 3.828 kilometer.
Under den stemningsfulde lysceremoni blev 175 lysposer tændt i mørket, som en hyldest til hver en historie, hvert et håb og hvert et minde. Stafetten resulterede i et overskud på 188.916 kroner til Kræftens Bekæmpelse – det højeste beløb i Stafet For Livet Tårnbys historie.

Blikket rettet mod 2026
Der er mange forskellige opgaver, der skal løses i forbindelse med en stafet. Der er plads til mange typer kompetencer, og opgaverne kan tilpasses den tid og energi, man har. Vi hjælper hinanden hele vejen, og ingen står alene med deres opgaver. 

Formand Katja Hansen, som var med til at starte stafetten op i 2017, håber, at flere vil være med:
“Stafetten er blevet mit hjertebarn, og det er svært at give slip på den. Jeg håber derfor inderligt, at vi kan finde de nødvendige frivillige, så vi kan fortsætte med at afholde Stafet For Livet i Tårnby, og bevare de vigtige fællesskaber”.

Nu inviteres alle interesserede til en introduktionsaften mandag 26. Januar kl. 19.00 i Foreningscentret Postkassen, lokale 1, 2770 Kastrup. Her fortæller de mere om, hvad det vil sige at være frivillig, hvilke opgaver der er – og hvordan man kan være med på sin egen måde.

Hjemmeside: https://www.cancer.dk/stafetforlivet/stafetter/taarnby/

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »