STAMSTED på trøjerne i Ørestad IF

Ørestad IF Fodbolds seniorafdeling indgår deres første sponsoraftale med det lokale STAMSTED.

I 2024 vil man se en ny detalje på de orange spillertrøjer, når man ser enten 11-mands eller 7-mands herrersenior spille ude på de københavnske fodboldbaner. STAMSTED bliver første officielle trøjesponsor for Ørestad IF’s herreseniorhold.

Der er i første omgang tale om en et-årig aftale, med mulighed for forlængelse. Begge parter arbejder dog hen mod et længerevarende samarbejde.

En af ejerne bag STAMSTED, Steffen Lykke Hedegaard, er utrolig glad for aftalen med foreningen:

“Vi er på STAMSTED virkelig begejstrede over samarbejdet med Ørestad IF Fodbolds herreafdeling. STAMSTED blev stiftet for at være en aktiv, bidragende medspiller til fællesskabet i Ørestad. I Ørestad Syd, værende den nye bydel den er, oplever vi et ekstra stort behov for foreninger og forretninger, der skaber rammer og aktiviteter, hvor folk kan mødes, skabe netværk og sammenhængskraft,” siger Steffen.

På billedet viser Rasmus Christian Johansen og Bobby Adiel Farid fra seniorafdelingen den nye spillertrøje frem. (Foto: Ørestad IF fodbold).

Translate »