Lars Berg Dueholm (V), grupeformand og medlem af Borgerrepræsentationen, slog et slag for den personlige frihed ved sin tale ved grundlovsmødet i Ørestad Bypark d. 5. juni 2011. Her er hans tale:
I dag fejrer vi, at danskerne har levet under grundlovens beskyttelse i 161 år. Det er virkelig en dag, som vi bør markere, og jeg er derfor også glad for den opbakning, som I har givet ved at komme her i dag i Ørestad Bypark.
Jeg har taget et par ting med i dag. Der er en kvinde, en kniv, en Bacardi Breezer, en hund og så skulle der have været en gasvarmer – men den var for stor til at tage med.
Hvad har de til fælles? Det er det jeg vil tale om i dag.
For de har nemlig det til fælles, at nogle politikere i den gode sags tjeneste vil forbyde dem.
Forbud mod prostitution, forbud mod gasvarmere på cafeerne, forbud mod alko-sodavand til unge, forbud mod at have for mange mænd i bestyrelser, forbud mod at gå i solarium, forbud mod at tage en køkkenkniv med på skovturen. Forbud, forbud og atter forbud er en del af tidens trend blandt politikere både i Folketinget og i Borgerrepræsentationen.
Hvis man på Infomedia sørger på ordene SF og forbyde giver det ikke mindre end 1769 artikler i dagspressen gennem de seneste 12 måneder.
Nogle vil kalde det handlekraft, når Socialistisk Folkeparti råber op om forbud mod både prostitution, gasvarmere og kosmetik. Men man kan også kalde det handlingslammelse.
Jeg er klart mest til den sidste beskrivelse. Handlingslammelse. Men uanset hvad man kalder det, så er tendensen i lovgivningsarbejdet entydig. Den går i disse år mod mere og mere regulering, som går stadig tættere på den enkeltes liv, frihed og private sfære.
Det trænger ind i vores alles liv, når et lille mindretals problemer løses ved at lave et forbud for os alle. Men det er jo i den gode sags tjeneste. Naturligvis. Men med friheden som den store taber.
Med det in mente kan man spekulere over, hvordan vores hverdag ser ud, når vi om ni år har 170 års jubilæum for grundloven?
Man kunne jo godt frygte, at vi står vi op til statsdikteret økologisk morgenmad, ingen parfume og koldt brusebad? Videre på arbejde på cykel med påbudt cykelhjelm. Og det til et arbejde, vi måske kun har fået, fordi vi passede ind i den påbudte kvote af mænd, kvinder, yngre, ældre, jyder eller amagerkanere – og ikke fordi, vi var den bedst kvalificerede.
Frokosten er statsreguleret sund og der er obligatorisk sportsudøvelse i løbet af dagen. Og hunden må vi tænke os til, for den kunne jo være farlig.
Og sådan vil dagen forsætte med påbud og reguleringer dagen lang – naturligvis i den gode sags tjeneste, så alle forbliver statsregulerede fornuftige, sunde og raske.
Læg dertil at vi allerede i dag er ramt af skolers forbud mod bare maver og hængerøv i bukserne, forslag om forbud mod tørklæder og religiøse symboler. For ikke at nævne forslag om at tvangsfjerne overvægtige børn eller SF’s forslag om at tvangssprede børn rundt på de københavnske folkeskoler efter sprogkundskaber. Det skal således være slut med det frie valg til skole i integrationens hellige navn. Skolerne bliver tilsyneladende bedre af, at elever er tvunget til at bruge dem.
Lovgivningen rykker tættere og tættere på den enkeltes privatliv. Og bagsiden af den øgede regulering er, at den personlige frihed sættes under pres.
Dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Lars-Henrik Schmidt, har rammende kaldt fænomenet for et onkel-samfund.
Jeg fristes til at kalde det et onkel-Villy-samfund, da den side af folketinget har en helt særlig tendens til at forbyde i den gode sags tjeneste.
I onkel-villy-samfundet tages borgeren op på skødet af den gode, rare onkel-Villy og får at vide, hvor meget sodavand man må drikke, hvor mange burgere, cigaretter og glas med rødvin, der må indtages om ugen, hvor mange timer der bør afsættes til motion og hvor få til at se fjernsyn.
Andre har kaldt det et bigmorther samfund, hvor mor hjælper og tænker for os alle. Men på den bekostning, at det personlige ansvar forsvinder og gør os dumme og dovne.
Man fristes til at kalde det et Mor-Helle-Samfund, da socialdemokraterne er lige i hælene på Villy, når det gælder forslag om forbud.
Vi har tidligere grint lidt hånligt af vores naboer på den anden side af Øresund, fordi “folkhemmet” har været præget af en stærk socialdemokratisk statsmagt med hang til forbud, sanktioner og regulering.
Det anså vi danskere og måske ikke mindst os københavnere, som en alt for stor begrænsning af svenskernes frihed og mulighed for at udfolde sig.
Det var lidt kedeligt at være svensker, og vi kunne se, hvordan de fik forløsning for frihedstrangen, når de ankom med flyvebådende til København. For nogle timer kunne de stakkels svenskere slippe tøjlerne løs og glemme den svenske stats overregulering.
Men uden vi rigtig har opdaget det, så er den hånlige latter forsvundet de senere år. Vi taler ikke længere meget om de overregulerede svenskere.
Vi er nemlig i dag langt foran, når det gælder villighed til at acceptere foranstaltninger, der i den gode sags tjeneste begrænser den personlige frihed.
Mange danskere er ifølge en række undersøgelser desværre parate til at gå langt i accepten af begrænsninger og kontrol for at imødegå kriminalitet, terror eller for at sikre et sundt og langt – og kedeligt – liv.
Den bølge har den borgerlige regering også hoppet på, men sammenlignet med forbudsforslagene hos Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, så blegner regeringens forbud trods alt.
Men hvor langt rækker Onkel-Villys og Mor-Helles villighed til, at vi alle skal ofre os på den gode sags alter?
Vi har i de senere uger været udsat for en helt særlig disciplin indenfor forbud. Nemlig den at politikere ønsker forbud og mindre valgfrihed, samtidig med de som privatpersoner ønsker friheden til at vælge skole, privathospital og privat hjemmehjælp.
”Det er skønt at være socialdemokrat – så længe det ikke går ud over privatlivet”, som Berlingske Tidende satirisk skrev for at par uger siden.
Jeg vil mere kalde det historien om ”De Andre”.
”De Andre” skal medvirke til det fælles projekt og lide afsavn i de deres personlige frihed.
”De Andres” børn skal indgå i politikernes integrationsprojekt.
”De Andre” skal lade være med at ryge, drikke, huske at spare op, gå tidligt i seng, arbejde 12 min mere om dagen – og ikke mindst betale meget mere i SKAT, så Onkel-Villy og Mor-Helle kan bruge pengene mere fornuftigt end ”De Andre.”
Jeg mener faktisk, at der går en lige linie fra forbud, regulering og afsløringen af dobbeltmoralen i socialdemokraternes top til idéen om, at staten skal kontrollere over halvdelen af alle indtægter i Danmark. Som politikere vil Helle Thorning og Mette Frederiksen gerne have endnu højere skatter. Men lur mig om de ikke som privatmennesker mener, at de egentlig godt kan finde ud af at bruge deres egen indkomst selv. Præcis som da de som privatpersoner valgte privatskoler.
I denne forbindelse har Skatteministeriet jo nu oprettet en konto, hvor alle de med de rigtige meninger, der mener at betale for lidt i skat, frivilligt kan indbetale noget mere. Pengene går direkte til afvikling af statens gæld, så renteudgifterne kan bruges til velfærd.
Da Ekstra Bladet tog fat i Mor-Helle og Onkel-Villy for så at spørge, hvor meget ekstra de gerne ville betale i skat, var svaret: ”Mig, næh du, det er jo ikke MIG, der skal betale mere….” Ligesom, JEG jo skal på privathospital, mine børn på privatskole osv.
Det må derfor igen være ”De andre”, der skal betale.
Grundlovsfædrene havde nok aldrig forestillet sig, at Folketinget ville udskrive skatter svarende til over halvdelen af, hvad danskerne tjener. Det er naturligvis ikke grundlovsstridigt, men at fællesskabet regulerer halvdelen af landets indkomst, det er alligevel voldsomt og er aldrig set i noget andet land i historien. Ikke engang hos de ellers hårdt plagede svenskere.
Det havde ingen nok drømt om ville være muligt at tvinge en befolkning til, da grundloven blev besluttet. Dengang var trangen til frihed tilsyneladende større. Trangen til at individet og borgeren skulle i centrum. Dengang københavnerne med Borgerrepræsentationen i spidsen gik til kongen for at få friheden.
I dag er vi så endt med, at 40 % af befolkningen betaler 75 % af indkomstskatterne i Danmark! Det er altså et mindretal af alle skatteyderne, der i realiteten betaler Mor-Helle og Onkel-Villys projekter med den gode sags tjeneste.
Disse 40 % hårdtarbejdende dansker er dem, jeg kalder ”De Andre”. Dem, der passer dem selv og deres arbejde.
Det er dem, der også er hesten foran samfundsvognen, benzinen i Danmarks motor osv.
Uden ”De Andre” ville Danmark og København kun have nydere og ikke ydere. Og man kan som bekendt ikke leve af at klippe hinanden.
Og ”De Andre” er også de 850.000, som i 2013 skal betale topskat på grund af den reform, som Villy Søvndal ellers kalder usympatisk og en social massegrav.
Kort sagt: ”De Andre” skal betale størstedelen af deres indkomst til Onkel-Villy og Mor-Helle – og i øvrigt lade Danmarks absolutte intelligentsia – politikerne – bestyre deres liv.
I København kan vi varme os lidt ved, at kommuneskatten faktisk ligger i den nedre ende af skalaen blandt de danske kommuner, og vi har overskud i kommunekassen. Det glæder vi os naturligvis over, men glæden er også kort.
Det er som, når FCK – desværre – vinder DM foran provinsholdene år efter år, men alligevel ikke rigtig rykker internationalt.
I København skal vi naturligvis have en vækst højere end i provinsen. Det er en global trend, at vækst sker i storbyerne. Det er på sin vis gået hurtigt de sidste ti år. Se blot på udviklingen her i Ørestad, hvor vi i løbet af en kort årrække har fået skabt en hel ny bydel.
Problemet er bare, at byer som Hamborg, Helsingfors, Amsterdam og Stockholm spurter af sted. Det er naturligvis ubehageligt i sig selv, at Stockholmerne over tid bliver væsentlig rigere end Københavnerne. Men det er også et problem for Københavns internationale placering og for finansieringen af velfærd og alt det, vi gerne vil med København og Ørestad.
Både i Amsterdam og Hamborg vil en typisk LO-familien med en indtægt på 600.000 kr. om året have mellem 60.000 og 70.000 mere til dem selv end en københavnsk familie har. Hvor mon så incitamentet er størst til at arbejde lidt ekstra, og hvor mon den internationale arbejdskraft søger hen? Det er naturligvis ikke til København. I hvert fald ikke i samme udstrækning som til de øvrige byer.
Det er et stort problem for ikke mindst Ørestad, som først vokser sig endnu større, når væksten igen kommer til København, og ikke mindst når udlandet har lyst til at investere i København. Det er et problem for Ørestad og for hele hovedstaden, men bestemt også et stort problem for det, der bliver kaldt Udkantsdanmark, der skal leve af, at København som lokomotiv trækker resten af Danmark op.
Derfor nytter det ikke at kalde verdens mest lige samfund for en social massegrav. For tværtimod risikerer vi, at skat, regulering og kontrol får os til at tabe i konkurrencen internationalt.
Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig god grundlovsdag. Lad os tænke lidt over, om vores by og land bevæger sig grundlæggende i den rigtige retning. Og lad os nyde det flotte sommervejr. Tak fordi I kom. God grundlovsdag.
Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve