I år har Grundejerforeningen Ørestad Syd taget kampen op mod efterladte hundelorte i de grønne områder med et arsenal af gratis hundeposer og lyserøde flag.
I en perfekt verden samler alle hundeejere op efter deres hund. Men man finder hundelorte i parker og på fortove i hele Ørestad.
Også i Ørestad Syd, hvor beboere og besøgende tidligere på året har kunnet opleve en skov af lyserøde flag i det grønne område Skovrummet på Else Alfelts Vej.
Grundejerforeningen i Ørestad Syd gennemførte som et eksperiment tre ‘lortetællinger’ i Skovrummet, hvor efterladte hundelorte blev markeret med et lyserødt flag. Samtidig blev der sat skilte op med en bøn om at alle hundeejere samler op efter deres hund.
Grundejerforeningerne har i forvejen sat over 70 hundeposeholdere hvor der stilles omkring 400.000 hundeposer til rådighed om året.
Desuden er der gennem årene lavet forskellige tiltag, som for eksempel forhøjning af udsatte bede og tissesten, plantehegn og formidling.
På fælledpromenaden har Grundejerforeningen Ørestad Syd for eksempel hævet sine plantekummer, hvilket har bragt planterne over tissehøjde Indsatsen er udført i samarbejde med Grøn Vækst, der er grundejerforeningernes driftsoperatør
“Der er ingen, der lader lorten ligge af ond mening. Mange er til gengæld ikke klare over, at hundelort kan indeholde bakterier, der er farlige for både mennesker og dyr, eller at hundetis slår planter ihjel. Jeg tror, at de fleste gerne vil forstå problemet og være en del af løsningen. Derfor fortsætter vi kampen for lortefrie områder,” fortæller Jakob Jensen, som er driftsansvarlig i i Grundejerforeningssekretariatet i Ørestad.
Under første lortetælling løb man tør for flag. 300 flag var ikke nok. Anden tælling viste klar forbedring med 171 hundelorte fjernet.
“I tredje og sidste lortetælling satte vi ikke flag op, men talte efterladenskaberne. Der var desværre brug for hele 197 hundeposer, hvilket stadig vidner om alt for mange hundelorte, der er efterladt til gartnere og naboer,” siger Jakob Jensen.
Alligevel ser han positivt på resultatet, der viser en forbedring fra første til tredje tælling, og slutter med et ønske:
“Vi kan høre på de tilbagemeldinger, vi har fået, at vores indsats har sat gang i nogle gode diskussioner og refleksioner rundt omkring – både på gaden og på sociale medier. Jeg håber, at den gode dialog kan fortsætte”.
Ørestad Syd er ikke det eneste sted i verden, der har problemer med efterladte hundelorte. Grundejerforeningen har selv fået inspiration til lorteflagene fra et forsøg fra USA og håber, at Ørestads-eksemplet kan være til inspiration for andre foreninger og kommuner i Danmark.