Store Vandredag for tredje gang

Naturpark Amager afholder igen Store Vandredag på Amarminoen. Det foregår søndag 11. maj og er tredje udgave af arrangementet.

Amarminoen blev indviet 9. oktober 2020 og bliver årligt gået cirka 50.000 gange. Den var i 2024 Danmarks mest søgte vandrerute på Udinaturen.dk.
Den 27 kilometer lange rute går fra indgangen ved DR Byen på Amager Fælled til indgangen ved Dragør Fort i Dragør.
Undervejs oplever man både fælled, skov, søer, strand og storslåede landskaber. På Villahøj kan man møde fugleeksperterne fra DOF København, der fortæller om naturparkens helt særlige fugleliv, som netop i maj kulminerer. Det tager mellem 5 og 7 timer at vandre ruten, alt efter hvor mange stop man tager undervejs.

Naturpark Amager afholder i år vandredagen for tredje år i træk, og ifølge naturvejleder Jes Aagaard, er det et helt optimalt tidspunkt at gå Amarminoen på:
“Vi er lige midt i fuglenes højsæson, træer og buske har slået deres lysegrønne slør ud og så er der allerede tradition for, at maj-vejret er godt på vandredagen, fortæller han. – Derfor forventer vi bestemt at kunne give alle de deltagende en stor forårsoplevelse”, siger Jes Aagaard.

På vandredagen kan man vælge særskilte distancer på henholdsvis den nordlige og sydlige del af vandreruten, samt en 5 kilometer børnevenlig rundtur i naturparkens centrale del. Årets vandredag arrangeres i samarbejde med Dansk Vandrelaug, som tilbyder 2 særlige fællesvandringer med begrænsede pladser.
“Når vi vandrer sammen, åbner vi ikke bare stier – vi åbner også for samtaler, smil og nye fællesskaber. Det er her magien opstår”, siger formand Dorrit Christensen fra Dansk Vandrelaug.

Arrangementets ruter er: Amarminoen fra DR Byen til Dragør Fort (27 km) Amarmino NORD – fra DR Byen til Kongelundsfortet (18 km) Amarmino SYD – fra Naturcenter Amager til Dragør Fort (17 km) AmarMINIen – Kløverrute-sløjfen ved Naturcenter Amager (5 km) Dertil Dansk Vandrelaugs to guidede ture (kræver tilmelding via dvl.dk/storevandredag ) 

Det er gratis at deltage på Vandredagen og kræver ingen tilmelding. Der er Amarmino-pins og en lille müslibar til de 500 første deltagere. Dog kræver Dansk Vandrelaugs guidede ture tilmelding via dvl.dk/storevandredag.
Praktisk/husk: Velegnet fodtøj til at vandre i. Gerne lette kondisko. En vandflaske til at fylde op undervejs. Lidt at spise undervejs (der serveres kun smagsprøver på ruten). Solcreme og evt. solhat.
Se mere om arrangementet på naturparkamager.dk og dvl.dk/storevandredag.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »