Selvbetjening for abonnenter

Gå til Selvbetjening I selvbetjeningen kan du administrere dit abonnement, for eksempel ændre perioder, tilmelde nyt betalingskort eller opsige.

STORE VANDREDAG PÅ AMARMINOEN

Lørdag 27. maj arrangerer Københavns Kommune “Store Vandredag” i Naturpark Amager. Samtidig indvies to nye vandreruter – én Hjertesti og en Amarmino for kørestole.


Indtil flere foreninger og frivillige stiller op for at vise rundt langs den lange vandrerute fra Islands Brygge til Dragør Sydstrand – også kaldet Amarminoen. På Islands Brygge tager Amager Fælleds Venner imod. Tårnby Outdoor laver særlige gruppevandringer på ruten. Foreningen Familieidræt arrangerer kortere børnevenlige vandringer. Dansk Ornitologisk Forening stiller kikkerter og ekspertise til rådighed på Villahøj. Desuden medvirker Og Projektet Naturfamilier fra Danmarks Naturfredningsforening, Kongelundens Outdoorforening, Naturvogterne i Dragør og mange mange flere.

“Vi er glade for, at der er mange foreninger, der gerne vil være med på dagen, for at arrangere kortere aktiviteter, som kan opleves langs ruten”, fortæller projektleder Anja Egede Bjødstrup fra Københavns Kommune, som står bag arrangementet.

Samtidig er der indvielse af to helt nye vandreruter tæt på eller fælles med Amarminoen. Ved Naturcenter Amager åbnes en ny og kortere vandrerute kaldet Hjertestien, som etableres i samarbejde med Hjerteforeningen. Dertil kommer en særlig kørestolsvenlig Amarmino, hvor ruten ændres langs passager, som kan være svære at forcere på fire hjul, fortæller Anja Egede Bjødstrup:

“Vi har i tæt samarbejde med Danmarks Handicapforbund identificeret Amarminoens sværeste passager omkring Havneslusen Nord og langs Dragør Sydstrand. Her bliver det nu muligt at følge et afmærket og mere fremkommeligt alternativ, hvis man sidder i kørestol”, forklarer hun.

Vandredagen er gratis for alle og kræver ingen tilmelding, bortset fra en enkelt såkaldt vandre-forestilling, som foregår i området ved DR-Byen. Man skal blot huske gode vandresko, mad og en god vandflaske til opfyldning.

Amarminoen er en ca. 27 kilometer lang vandre- og cykelrute på Amager, der blev indviet i 2020. Amarminoen strækker sig fra DR Byen i nord, over Sydvestpynten i syd og hele vejen til Dragør Fort i øst. Ruten er afmærket med dråbeformede piktogrammer og pile i turkisfarve. Amarminoen går gennem varieret natur. (Wikipedia)

Man kan starte sin vandring fra et af fire startsteder, hvor man får udleveret et særligt vandrekort for dagen. Vandrekortet indeholder også praktisk information om toiletter og vandposter, og info om de enkelte foreninger langs ruten. Alle gennemførte ture belønnes med et særligt Amarmino klistermærke. 

Store Vandredag finder sted lørdag 27. maj kl. 10-17. Læs mere om startsteder mv. her



Du skal have abonnement for at læse denne artikel

Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Close