Fem skoleklasser på den nye Arena Skole & Fritid fik for kort tid siden besked om, at skolen ikke kan modtage dem til august alligevel. Borgmester lover, at børnene får midlertidig plads ‘et sted i Ørestad’. Stormøde for forældrene torsdag aften.
Åh nej, ikke nu igen.
Sådan tænkte mange forældre i Ørestad, da Arena Skole & Fritid for to uger siden gav besked om, at skolen alligevel ikke kan modtage fem skoleklasser på 0. og 1. årgang ved skolestart i august. skolens brandventiler er forkert installeret og skal udskiftes. Det vil tage op til et halvt år. Indflytningen i den nye skole har tidligere været udskudt flere gange.
“Måske bliver løsningen busser, der kører elever til andre steder i byen. Måske bliver løsningen, at vi ‘rykker sammen i bussen’ på de midlertidig matrikler med skolebarakker. Uanset hvad, så er det langt fra optimalt,” udtalte en frustreret formand for skolebestyrelsen, Nicolai Eilstrup, forleden.
Borgmester kræver hurtig løsning
Torsdag aften 27. juni havde Københavns Kommune inviteret til stormøde for forældrene. Her ville de præsentere forældrene for endnu en midlertidig skoleløsning. Og den kom også:
- Alle elever på Arena Skole og Fritid bliver i bygningerne på Ørestad Boulevard 200 og 218.
- Elever fra Fælledby Skole og de yngste elever på Kalvebod Fælled Skole skal gå i skole samme sted som oprindeligt planlagt på Ørestad Boulevard 202.
- Skolens ledelse er i øjeblikket ved at fordele eleverne i lokaler og planlægger desuden forløb og undervisning ude af huset.
Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) er glad for, at det bliver et skoletilbud i Ørestad, og ikke i andre dele af byen.
“Det er en plan, som gør at børnene får et tilbud i Ørestad. Men samtidig vil jeg have undersøgt alle muligheder for at forsinkelsen bliver så kort som muligt. Om nødvendigt må der trækkes flere teknikere ind, eller arbejdes i treholds skift, så de tekniske problemer bliver løst så hurtigt som overhovedet muligt,” siger Jakob Næsager til Ørestad Avis. Han “undrer sig meget” over at skolen ikke står klar.
Ikke min forvaltning
I kommunens logik bygges og ejes skolen af Økonomiforvaltningen (Byggeri København), og lejes ud til Børne- og Ungdomsforvaltningen. Derfor mener Jakob Næsager ikke, at hans forvaltning har ansvar for forsinkelsen.
“Jeg har stillet en række spørgsmål til Økonomiforvaltningen, og vil også gerne have dens øverste leder, Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, på banen. Hun må sørge for, at forsinkelsen bliver så kort som muligt,” siger Jakob Næsager.
Stoledans
Nicolai Eilstrup fra skolebestyrelsen ryster generelt på hovedet over kommunens skoleplanlægning i Ørestad.
“Vi er ikke den eneste Ørestadskole som mangler den nødvendige plads til alle. For selvfølgelig har man planlagt, at andre skoler i bydelen fra det kommende skoleår skal overtage de midlertidige lokaler, for at løse aktuelle kapacitetsbehov. Derved er vi nu bare sat i en situation, hvor vi alle tilbydes de samme trange kår, eller også bydes vi op til en god gammeldags omgang stoledans,” skriver han i et læserbrev i denne avis.
Han bakkes op af Gorm Gunnarsen (EL), medlem af Børne- og Ungdomsudvalget:
“Det er forstemmende gang på gang at kunne konstatere, at der er omfattende fejl ved et skolebyggeri, som Økonomiforvaltningen har haft ansvaret for,” skriver han bl.a. i et læserbrev. Læs debatindlæggene her