Stort borgermøde om motorvejen i marts

LÆS GRATIS: Ad flere omgange er der sat penge af til at undersøge en overdækning af Øresundsmotorvejen, men løsningerne er dyre. Samtidig skal motorvejen nu udvides, og problemet med støj og forurening bliver ikke mindre. 

Derfor afholder Amager Vest Lokaludvalg nu et stort borgermøde om motorvejen 18. marts kl. 17.30-20.30 på Crowne Plaza. Her skal der være dialog med både folketingspolitikerne og Københavns kommunalpolitikere og en paneldebat om “En sundere by langs med motorvejen”.

Amager Vest Lokaludvalg har i flere år arbejdet med idéen om en overdækning af dele af motorvejen ved Ørestad, og Borgerrepræsentationen har i to omgange bevilget penge til forundersøgelser af en overdækning. De har imidlertid vist sig at være meget dyre – op til 1,3 mia. kroner for en overdækning frem til tårnbytunnelen. Samtidig er Ørensundsmotorvejen ejet af staten via selskabet Sund & Bælt, som i 2024 fik penge til at UDVIDE motorvejen ved Ørestad med et ekstra spor i hver retning. Udvidelsen går i gang i år, og vil medføre at støjen fra motorvejen stiger yderligere.

“Resultatet bliver at mindst 10.000 borgere (~5.000 husstande) og naboer til motorvejen, vil komme til at leve i et vejstøjsmiljø langt over både WHO’s (53 dB Lden) og Miljøstyrelsens støjgrænseværdier (58dB Lden). Borgere der vil have stærkt forøget risiko for hjertekarsygdomme, stress, diabetes og en lang række andre følgesygdomme som konsekvens,” skriver lokaludvalget.

 “Jeg mener tiden er moden til at etablere den støjskærm nord for kørebanerne, som har manglet siden opførelsen af motorvejen i 1998. Hvis man tager jernbanen ud af Øresundsforbindelsen, er den eneste afskærmning en 10 meter høj jordvold 50 meter fra motorvejen. Sådan vil man aldrig designe eller anlægge støjafskærmning langs en motorvej i dag”.
Sådan sagde Safia Ullah til Ørestad Avis i 2021. Hun er beboer på Slusevej og uddannet ingeniør. I 2021 begyndte hun at interessere sig for støjniveau og støjdæmpende tiltag på motorvejen, og hun kontaktede lokaludsvalget, som nedsatte en arbejdsgruppe. Senere gik også Københavns Kommune ind i sagen og bestilte en forundersøgelse af mulighederne for overdækning og/eller støjskærme.

Information og debat
Borgermødet skal være en blanding af information, dialog og debat. Flere politikere har allerede tilmeldt sig, bl.a.

  • Yildiz Akdogan – Socialdemokratiet
  • Helle Bonnesen – Det Konservative Folkeparti
  • Christina Olumeko – Alternativet
  • Nanna Gotfredsen – Moderaterne
  • Rasmus Steenberger – Socialistisk Folkeparti
  • Listen af deltagere opdateres løbende… 

På mødet vil Sund & Bælt give en status på udvidelsen af Øresundsmotorvejen. Der vil også være et oplæg om “Trafikstøj og mennesker” v. Force Technology. Og Københavns Kommune fortæller om forundersøgelserne af en overdækning af Øresundsmotorvejen. Derefter vil der være paneldebat om emnet: “Hvordan skaber vi en sundere by tæt på motorvejen?”

Tilmeldingslink til mødet kommer snart på dette link.

Lokaludvalgets notat om baggrund for mødet:

I 2024 besluttede folketinget endeligt at udvide Øresundsmotorvejen – dog uden at øge støjbekæmpelsen. I stedet blev udvidelsen ”solgt” som et støjreducerende projekt, fordi farten på hele strækningen skulle reduceres til 90 km/t (sikkerhedsmæssige årsager) og fordi man skulle genetablere det støjdæmpende slidlag (der oprindeligt skulle have været udskiftet hver 10. år, men aldrig blev det.).

I virkeligheden bliver der tale om en øgning af støjen fra ~3.000 (2018) støjplagede husstande til estimerede ~4.000 (2029) støjplagede husstande. Med et 0-alternativ (MKV beregning) på 5.600 støjplagede husstande (2029), som det ikke er usandsynligt, at man alligevel nærmer sig, når det støjdæmpende slidlag efter ~10 år, ikke længere har samme støjdæmpende effekt.

Resultatet bliver at mindst 10.000 borgere (~5.000 husstande) og naboer til motorvejen, vil komme til at leve i et vejstøjsmiljø langt over både WHO’s (53 dB Lden) og Miljøstyrelsens støjgrænseværdier (58dB Lden). Borgere der vil have stærkt forøget risiko for hjertekarsygdomme, stress, diabetes og en lang række andre følgesygdomme som konsekvens.

Amager Vest Lokaludvalg og arbejdsgruppen herunder, oplever stor interesse fra Borgerrepræsentationens politikere for at finde en løsning. Men Øresundsmotorvejen er statens vej. Uanset omkostningerne har Borgerrepræsentationen ikke umiddelbart mulighed for selvstændigt at beslutte en løsning. Denne skal udarbejdes og forhandles med folketingets politikere. Hvilket muligvis ville være lettere at forhandle på plads, hvis Københavns Kommune var i stand til at løfte løsningen økonomisk selv. Men i første forundersøgelse afdækkede COWI at den billigste løsning ville komme til at koste 1,3 mia. DKK. Vel og mærket for at en støjreduktion til Tårnby-tunnellen. Selv hvis man kun valgte såkaldte Hamborg-støjskærme på strækningen frem til Tårnby-tunnellen, ville den endelige regning stadig lyde på 650-750 mio. DKK for at udbedre konsekvenserne af beslutningen.

9. marts offentliggøres COWI’s og Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningens seneste undersøgelse af mulighederne for at overdække (og støjbekæmpe) Øresundsmotorvejen. Arbejdsgruppen hos lokaludvalget (som bl.a. tæller initiativtager Safia Ullah, inginiør hos Rambøll) har løbende været inddraget i arbejdet, og selvom alle kommer til at stå klogere på mulighederne og løsningsmodellen, så er det arbejdsgruppens vurdering, at næste skridt bliver at få de mange aktører til at se sig i løsningen. Banedanmark, Sund og Bælt, By & Havn, Københavns Kommune er blandt nogle af de helt centrale aktører.

Translate »