Stort teknisk gymnasium vil flytte til Ørestad

TEC – Technical Education Copenhagen – har planer om at flytte sin afdeling på Frederiksberg til Hannemann-kvarteret i Ørestad. Skolen er både et teknisk gymnasium og en af Danmarks største tekniske erhvervsskoler med 1168 elever og 250 ansatte.

Foto øverst: Visualisering af Hannemanns Kvarter. by & Havn 2023.

Skolens vision er at lave uddannelser med stærke elevfællesskaber, moderne faciliteter – og tæt samarbejde med lokalsamfundets virksomheder mv. Og den drøm er svær at indfri i TECs nuværende bygninger på Frederiksberg.

Derfor har skolen sammen med By & Havn nu taget første skridt til at undersøge muligheden for at flytte til helt nye faciliteter i Ørestad. De to parter taler konkret om at udvikle en stor campus på Hannemanns Allé i området ved Royal Arena, Arena Skole og Fritid og Field’s. Den nye skole kan åbne i 2028 hvis alt går vel.

Sådan forestiller man sig at det nye kvarter skal indrettes. TEC skal bo i en bygning ved den nuværende P-plads over for Royal Arena. (By & Havn).

Her er det nu tanken at designe og bygge en campus, som – udover TEC – kan huse flere andre uddannelsesinstitutioner, virksomheder, interesseorganisationer, faglige organisationer, åbne værksteder og kollegier.
Målet er at 2000-2500 elever og studerende kan få deres daglige gang i det nye campusområde.

“Et nyt campusmiljø med en stor erhvervsskole og andre uddannelser i Ørestad vil være en kæmpegevinst for hele området syd for København. Udover Ørestad vil især Amager også nyde godt af, at TEC kommer til området. Det vil skabe nye og bedre muligheder for de mange unge, som søger erhvervsrettede uddannelser tæt ved deres bopæl. Det giver også bedre muligheder for de mange lokale erhvervsdrivende i forhold til at komme i nærmere kontakt med studerende og læringsmiljøet – og på den måde tiltrække arbejdskraft i fremtiden,” udtaler Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn. 

TEC er oprindeligt en sammenslutning af FagHøjskolen (Gladsaxe og Frederiksberg Tekniske Skole), Lyngby Tekniske Skole, Metalindustriens Fagskole (Ballerup), Landtransportskolen og Luftfartskolen. Udover Frederiksberg har TEC i dag campus i Ballerup, Gladsaxe, Hvidovre og Lyngby. Alt i alt har de fem TEC-skoler omkring 6000 elever og 700 ansatte.

Direktør, Morten Emborg, TEC ser et  kæmpe potentiale i at gøre TEC til en del af et større uddannelsesmiljø.
“Med en nybygget campus i Ørestad får vores elever store fællesområder, hvor de kan være sociale med unge på tværs af fagligheder i topmoderne værksteder, laboratorier og makerspaces. Vi vil gerne åbne vores skole endnu mere op for nye samarbejdspartnere og det lokale erhvervsliv. Dét er præcis det, vi gerne vil med TEC: Rykke skolen tættere på samfundet – og rykke eleverne tættere på hinanden og deres undervisere,” udtaler han.

Ny plan for Hannemannskvarter
I 2023 fremlagde By & Havn er ny plan for kvarteret ved Hannemanns Allé. Det skete efter at Københavns Kommune opgav det oprindelige projekt for bydelen ‘Ørestad Fælled’ til fordel for det noget mindre Fælledby.
By & Havn fik som kompensation for det økonomiske tab 20.000 ekstra erhvervskvaratmeter ind i Ørestad. Det betyder at området ved Hannemanns Allé skal have 20 procent flere erhvervskvadratmeter end oprindeligt planlagt. I alt skal der gøres plads til mellem 100.000 og 120.000 etagemeter serviceerhverv nord for Hannemanns Allé. Dertil kommer 30.000 etagemeter boliger og serviceerhverv syd for vejen ved  Nordre Fælledkvarteret.

Omkring 22.000 studerende har allerede i dag deres daglige gang i Ørestad på bl.a. Københavns Universitet Søndre Campus, IT universitetet, DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskolen) og Ørestad Gymnasium. 

By & Havn udformede i 2023 en ny vision for det ubebyggede område ved Hannemanns Allé. (Visualisering)
Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »