Tårnby Gymnasium & HF: Ny Team Danmark Uddannelsespartner

Udnævnelsen placerer skolen blandt de gymnasier i landet, der officielt anbefales til unge eliteidrætsudøvere, fordi de tilbyder rammer, der gør det muligt at gennemføre en gymnasieuddannelse samtidig med målrettet satsning på sport på højt niveau. 

På ‘TG’ går eliteeleverne i normale gymnasieklasser, med fri mulighed for studieretningsvalg og et skræddersyet set-up, hvor sport og skole kan fungere side om side i en hverdag, der ellers ofte er presset af rejser, træningspas og turneringer. Skolen arbejder allerede med individuelle forløb, Study Buddy-ordning, ekstraundervisning efter fravær, morgentræning og tæt kontakt mellem lærere og elitekoordinator. 

Foto herover: Carl-Christian Dahl går i 3.g på TG, og spiller kajakpolo på eliteniveau og er på landsholdet. Foto: TG

Elever kan bl.a. få forlænget uddannelsestid, tilpassede afleveringsfrister og mulighed for at deltage i konkurrencer og træningslejre uden at miste grebet om skolen. 

Eliteidrætstilbuddet gælder ikke kun for elever med en formel Team Danmark godkendelse. Elever, der dyrker deres sport på højt niveau og har et træningsomfang, der stiller særlige krav til hverdagen, kan efter en konkret vurdering blive optaget som eliteidrætselever.

Eliteelev: “Skolen giver plads til både sport og undervisning”
En af eleverne, der mærker fordelene ved skolens eliteidrætstilbud, er Carl-Christian Dahl i 3.g, som spiller kajakpolo på eliteniveau og på landsholdet. Sidste år vandt han U21-sølv ved verdensmesterskaberne i Kina.  Han beskriver hverdagen på TG som en kombination, der fungerer, fordi skolen er med på præmisserne. 
“Det fungerer rigtig godt, men det kræver planlægning, og det er skolen meget dygtig til at hjælpe mig med. Når jeg er væk til internationale turneringer, bliver der lavet klare aftaler om afleveringer og undervisning, som gør, at jeg kan holde fokus på sporten uden at miste grebet om skolen.”

Carl-Christian beskriver også, hvordan elitekoordinatorens rolle gør en konkret forskel. 
“Op til VM var jeg væk i mere end to uger og havde meget tung træning. Jeg gik til min eliteidrætskoordinator, og han hjalp med at kommunikere med alle lærerne. Derefter kunne jeg lægge en plan sammen med dem, så jeg kunne fokusere på at præstere uden at være stresset over skolen.”

Ifølge ham er det ikke kun de praktiske forhold, der tæller. Det sociale fællesskab blandt andre eliteelever er også vigtigt. 
“Det er rart at være sammen med andre, der er i samme situation. Der er perioder, hvor man kan være mentalt et andet sted, især op til store turneringer. Her har det været en stor hjælp at kunne tale med andre eliteelever, som kender til det pres.”

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »