Teaterforestilling dykker ned i Sundholms fortid

Sundholm på Amager rummer en dyster historie, som de færreste kender til. Den tidligere tvangsinstitution for socialt udsatte bliver centrum for en ny teaterforestilling af GLiMTAMAGER.

Sundholms Drøm – som har premiere 23. april 2026 – inviterer publikum på en kunstnerisk tidsrejse ind i et stykke amagerkansk danmarkshistorie. De ikoniske gule bygninger blev grundlagt som straffeanstalt for hjemløse, psykisk syge og andre uromagere i 1906. At der frem til 1964 var en voldgrav rundt om Sundholm, og at de anbragte på Sundholm i højere grad blev behandlet som fanger end udsatte borgere, er blot noget af det, der kan overraske, når man dykker ned i historien om Sundholm.

GLiMT AMAGER har kontor på Sundholm og er bydelsteater for Amager Vest. For dem har det været nærliggende at dykke ned i teatrets lokalområde og udbrede fortællingen om Sundholm:
”Sundholm bærer på historier om at leve som udsat borger i Danmark, som trækker tråde helt op til i dag. Derfor synes vi det er en vigtig historie at fortælle; fordi de færreste kender til Sundholms fortid, og fordi vi håber det vil få publikum til at reflektere over, hvordan vi ser på og behandler samfundets outsidere”, siger iscenesætter Lars Lindegaard Gregersen, der også er kunstnerisk leder af GLiMT AMAGER og medvirker i forestillingen.

Voldgraven rundt om Sundholm. Foto: Københavns Museum.
Sundholm i dag. Foto: Melissa Ørnstrup

Binaural lyd, samtidscirkus og en kærlighedshistorie
Holdet bag forestillingen har efter grundig research flettet en rørende kærlighedsfortælling sammen med udvalgte nedslag i Sundholms historie. Historien bliver fortalt gennem binaurale lyde, stemmer og nykomponeret musik, og ledsages af fysisk teater og samtidscirkus. Den binaurale lyd høres i fuld 3D, hvilket gør det meget livagtigt. Publikum oplever derfor at være helt tæt på karaktererne og midt i historien, der udspiller sig i den gamle maskinhal.

OM SUNDHOLMS DRØM
Dato og tid: 23. april – 13. maj 2026: tirsdag – onsdag kl.13.00 + torsdag – lørdag kl. 19.30 / 14. maj – 30. maj: tirsdag – lørdag kl. 19.30. Spillested: Maskinhallen, Sundholmsvej 28A, 2300 København S. Varighed: 65 min. Billetter: teaterbilletter.dk Alder: Fra 11 år.
Forestillingen er støttet af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, William Demant Fonden, Wilhelm Hansens Fond og Københavns Kommune.
glimtamager.dk.

Du skal have abonnement for at læse denne artikel     Få adgang til Ørestad Avis - Første måned på gratis prøve
Translate »