“The Spot skal være alles sted”

– Vi er bare dem der betaler bare regningerne. Sådan siger Daniel Cappiello fra caféen The Spot på Else Alfelts Vej. Stedet hvor der altid er gang i en udstilling, et møde eller et event.

Af Annemarie Otteslev

Den dag Ørestad Avis møder Daniel Cappiello i The Spot, er en lokal tegner der udstiller sort-hvide dyreillustrationer i gang med at besigtige ophængningen. Samme morgen har Daniel haft gæster fra Kulturhuset på Islands Brygge, der er i gang med at undersøge, hvordan man arbejder med engagement og events til gavn for lokalområder.
Det er tydeligt, at Daniel er en igangsætter og en ildsjæl – med amerikansk baggrund og på 10. år bosiddende i Ørestad med dansk kone og tre børn.  Oprindeligt akademisk uddannet, men Daniel ville hellere beskæftige sig med mennesker. 

I Ørestad har han været juletræssælger og med til at lægge grundstenen til Streetfood Ørestad. I dag er han bl.a. café-ejer på The spot og med i flere lokale netværk som vil fremme udvikling og lokalt erhvervsliv, bl.a. Ørestad Syd Borgerforening, BID Denmark og en lokal gren af Rotary.

Café og lokalt mødested
På en af væggene i The Spot hænger en opslagstavle med polaroid-fotos af lokale beboere – under overskriften: ”Mød naboerne!”
The Spot har åbent alle dage og er blevet et lokalt mødested for kunst og kultur: Her er der udstillinger, events med musik, dans, kultur og børneaktiviteter. Sidste sommer var stedet en del af Copenhagen Jazz Festival.
Daniel Cappiello har flere af den slags koncepter i tankerne, koncepter der kan vokse og blive bæredygtige i sig selv. Lige nu arbejder han på at danne en kulturforening. 
”Min far sagde altid: Der er tre typer af mennesker: Dem, der får ting til at ske. Dem, der ser på, hvad der sker og dem, der spørger: Hvad er der sket?” siger Daniel. Det er tydeligt, at han selv tilhører den første type. 
Hans mission handler om at skabe møder mellem mennesker og udvikle fællesskaber OG forretning:
Det er selvfølgelig grundlæggende vigtigt at have et sted at bo, men for føle en rigtig tilknytning til et sted skal der være rammer for fællesskaber: Mødesteder som caféer og restauranter, foreninger og aktiviteter. Netop det, som Daniel gerne vil skabe en ramme om på The Spot:
”The Spot skal gerne være alles sted – vi betaler bare regningerne.” som han udtrykker det. 

Jatak til betalt gadeparkering og samarbejde om byudviklingen 
Daniel Cappiello er enig med andre erhvervsdrivende i Ørestad Syd når det gælder parkeringsforholdene. De er blevet en barriere for forretningslivet:
”Politikerne burde tillade gadeparkering – mod betaling. Det er virkeligt skidt for forretningslivet i området, at man kun kan parkere 30 minutter. Ørestad Syd har et stort potentiale for flere gæster, bl.a. på grund af Naturpark Amager. Men der findes ikke et offentligt handicaptoilet syd for Byparken i Ørestad City. Der er plads til forbedringer. Offentlige og private aktører skal arbejde sammen om udviklingen – ellers bliver det let som de 6 blinde mænd, der hver især skulle beskrive en elefant. Hver aktør ser det fra sit perspektiv. Vi har behov for at kigge sammen på helheden,” lyder opfordringen fra Daniel Cappiello. 

Foto: Til foråret er det tre år siden, at Daniel og Sidsel Cappiello overtog den lille café på Else Alfelts Vej 65. (Annemarie Otteslev)