Tietgenkollegiet skal energirenoveres for 100 mio. kroner. Projektet støttes af Nordea-fonden med 100 mio. kroner og gennemføres i perioden 2026-2030.
I de kommende fem år skal Tietgenkollegiet i Ørestad Nord have gennemført energirenovering af varme- og strømforsyningen, omlægning til energirigtige løsninger og etablering af grønne uderum til beboerne. Det oplyser Fonden Tietgenkollegiet i en pressemeddelelse.
De første beboere flyttede ind på Tietgenkollegiet i 2006. Dengang var der ikke det samme fokus på grønne løsninger, som der er i dag. Det ønsker Fonden Tietgenkollegiet, der ejer bygningen, at rette op på så nutidens grønne standarder imødekommes samtidig med, at bygningen ‘driftsoptimeres’.
Bl.a. afsøger Tietgenkollegiet netop nu mulighederne for at supplere med geotermisk energiforsyning. Desuden udskiftes kollegiets tag, som også får solceller, sedum beplantning og opdateret ventilationssystemet. Indvendigt skiftes bl.a. lamper og låse til mere energirigtige løsninger, ligesom alle elevatorer opdateres. Endelig forbedres landskabet omkring kollegiet med fokus på biodiversitet og grønne opholdsrum.
“Det er meget flot, at Nordea-fonden vælger at støtte os så massivt i denne vigtige bestræbelse, som vores beboere helhjertet bakker op om. Og vi vil anstrenge os for at leve op til alle de mål, der nu er sat. Samtidig vil vi fastholde det arkitektoniske udtryk, fordi bygningen er så prægnant og enestående. Så målet er, at man om fem år ikke skal kunne se, alt hvad vi har gjort, men at det bare virker,” udtaler Tietgenkollegiets efor, Henrik Tvarnø.








