LÆS GRATIS: Ørestad er blevet symbolet på den moderne by: tæt, arkitektonisk markant, grøn i ambitionerne og ambitiøs i planlægningen. Men midt i alle visionerne er der én gruppe, som ofte bliver talt om, men sjældent med: de bilkørende beboere.
Af Jóhannes Miðskarð, beboer i Ørestad Syd
Det er, som om det at have bil i Ørestad automatisk placerer én i skammekrogen. Som om man har valgt bilen af dovenskab eller klimafornægtelse. Men virkeligheden er mere nuanceret.
For nogle mennesker er bilen ikke et valg – den er en nødvendighed.
Det gælder mennesker med handicap, som ikke kan cykle eller gå langt til og fra metro. Det gælder ældre borgere, for hvem en lang tur gennem parkeringskældre og over åbne pladser i vinterblæst ikke er trivial. Og det gælder erhvervsdrivende, håndværkere og selvstændige, som transporterer materialer, værktøj eller varer som en del af deres arbejde.
Vi taler ofte om inklusion. Om tilgængelighed. Om en by for alle. Men en by for alle må også rumme dem, der har behov for bil.
Ørestad er planlagt med parkeringshuse frem for gadeparkering. Det kan man mene meget om. Men konsekvensen er konkret: mennesker går langt – i regn, blæst og mørke – for at hente eller parkere deres bil. Det er blevet hverdag for mange familier i Ørestad Syd og Nord. Og hvis det planlagte p-hus med community hub ikke realiseres, bliver presset kun større. Så bliver afstanden længere. Så bliver hverdagen mere besværlig.
Det handler ikke om luksus. Det handler om rimelighed.
Under valgkampen lovede flere partier at arbejde for at nedsætte parkeringsafgiften i Ørestad. Jeg håber – oprigtigt – at de stadig står ved det. For parkeringslicensen er ikke bare en teknisk detalje. Den er en reel økonomisk belastning for mange helt almindelige familier.
Og det stopper ikke dér.
Jeg har talt med pædagoger, som fortæller, at de fravælger job i daginstitutioner i Ørestad, fordi de skal betale dyr parkeringslicens for at kunne passe deres arbejde. Det er tankevækkende. Vi taler i forvejen om rekrutteringsudfordringer i dagtilbud. Skal vi virkelig gøre det sværere at tiltrække medarbejdere til vores bydel?
Det er paradoksalt, at vi på den ene side ønsker stærke lokale institutioner og høj kvalitet – og på den anden side accepterer rammer, der skubber medarbejdere væk.
Ørestad skal være en blandet bydel. Med studerende, børnefamilier, ældre, lejere og ejere. Med cyklister og bilister. Med dem, der kan klare sig med metro og ladcykel – og dem, der ikke kan.
En bæredygtig by er ikke kun en by med færre biler. Det er også en by med plads til forskellige livssituationer.
Derfor er dette ikke et angreb på grøn omstilling. Det er et forsvar for proportionalitet. For balance. For respekt for de mennesker, der hver dag får Ørestad til at fungere – også dem, der drejer nøglen i en bil.
Jeg håber, at vores lokale politikere tør stå ved deres løfter. At de arbejder for rimeligere parkeringsvilkår. Og at vi kan føre en debat, hvor bilkørende ikke reduceres til et problem – men anerkendes som en del af byens virkelighed.
For Ørestad skal ikke være en bydel, hvor man skal undskylde for at have bil.
Den skal være en bydel, hvor der er plads til os alle.
